Jeg var bange og meget vred

Manden boede ved siden af os. Det var morgen, jeg var alene hjemme og skulle i skole, da han kom ind i vores hus. Han sagde, at jeg skulle komme ind til ham for at se TV. Jeg tog en stol med og satte mig på den, da han lige pludselig kom helt tæt på mig. Han tog fat i mine arme og tvang mig til at sidde på hans seng. Jeg sagde, at jeg ikke ville sidde der, men han insisterede, og så adlød jeg.

Han lagde sig oven på mig mens han holdt mine hænder fast. Jeg sagde: ”Gør det ikke!"

Jeg ville først ikke fortælle nogen, hvad der var sket. Men så begyndte jeg at føle mig syg og kastede op hele tiden.

Jeg blev dårlig ved duften af mad, ja selv duften af blomsterne ved min søsters bryllup.

Min storesøster og min mor tog mig med til en læge. Han undersøgte mig og fortalte, at jeg var gravid. Min søster spurgte, hvem der var faderen, men jeg svarede: "Jeg ved det ikke!"

Hun spurgte, om det var manden, der boede ved siden af og i det samme kastede jeg op. Min mor begyndte at græde, og det gjorde jeg også. Så fortalte jeg dem, hvad der var sket, og at han havde tvunget mig.

Jeg var helt slået ud efter at have fået at vide, at jeg var gravid. Tænk at et andet menneske havde misbrugt mig – og at det skulle ende med en graviditet! Jeg var så vred på ham, og jeg græd hele tiden. Jeg ville ikke beholde barnet.

Mit største ønske var at fortsætte med at gå i skole og uddanne mig. Hvis jeg skulle være mor som 13-årige, ville det ødelægge alle mine drømme. Men det var en vanskelig beslutning.

Jeg ville ikke gå udenfor en dør. Jeg var sikker på, at folk ville se skævt til mig. Alle vidste, at jeg var blevet voldtaget. Faktisk ville jeg på et tidspunkt tage mit eget liv.

Nogle af mine veninder begyndte at kalde mig "la abortadora" (en, der aborterer).

I skolen var der ingen, der ville sidde ved siden af mig og når vi lave gruppearbejde, var der ingen, der ville have mig med i deres gruppe. Selv en af mine lærere var efter mig. Hun sagde, at det var forkert af mig at få en abort. Jeg kunne ikke lide det.

Jeg kan ikke lide, når folk dømmer mig. Derfor valgte jeg at skifte skole. Jeg var en meget god elev.

I dag er en del af mig glad, fordi jeg har kunnet fortsætte min uddannelse. Det var det vigtigste for mig. Men en anden del af mig er trist på grund af alt det, der er sket.

Jeg har en lille niece, og når jeg ser hende, får det mig til at tænke på det barn, jeg valgte ikke at få.

Vores nabo forsvandt efter voldtægten. Jeg tror, at jeg så ham en dag, jeg var på vej til bussen, men jeg er ikke sikker på at det var ham. Han gik sammen med en kvinde og et barn, så måske har han et barn. Da jeg så ham, begyndte mit hjerte at hamre. Jeg var både bange og rasende.

Jeg vil gerne takke Læger uden Grænser for den støtte jeg har fået, og for at lade mig fortælle min historie. Jeg føler mig stærk nu. Jeg vil gerne have, at folk ved, hvad der skete med mig.