”Jeg skjuler mine tårer bag solbrillerne”

En dreng får behandling for sine skader i Syrien.
En dreng på flugt fra Raqqa får behandling for brandsår på vores mobile klinik © Chris Huby

En af vores udsendte er rejst til det nordlige Syrien for at møde nogle af de patienter, som vores læger trodser døden for at hjælpe. Her er Dialas fortælling fra en enkelt dag på et hospital midt i en krigszone.

”Ved første øjekast er du slet ikke klar over, at du er midt i en konflikt.

 

Langs begge sider af vejen er der marker med hvede og oliventræer, som bliver dyrket og høstet af beboerne.

 

Men efter vi har kørt lidt, begynder vi at se de mange billeder og plakater af de mennesker, der har mistet livet i kampene.

 

Fra nu af er det umuligt at ignorere.

 

Vi kører langs en stor mur, der for nylig blev bygget for at adskille Tyrkiet fra det nordlige Syrien. Andre mure har store flænger efter bomber, og der er ruiner overalt.

 

Nogle byer og landsbyer er næsten fuldstændig ødelagt af mange års krig. Men på trods af ødelæggelserne har Syrien en særlig lugt, der minder mig om min barndom. En blanding af frisk jord og nybagt brød.

 

Et vandtårn er blevet ødelagt i Syrien.

Et vandtårn ligger i ruiner, efter at det er blevet bombet under kampene i området. Vandtårnene er systematisk blevet ødelagt. © Chris Huby

 

Gader fyldt med murbrokker

Jeg er på vej for at besøge Tal Abyad-hospitalet cirka 100 kilometer nord for Raqqa i Syrien. Lige syd for den tyrkiske grænse.

 

Rundt om hjørnet fra hospitalets indgang ser jeg murbrokkerne fra en bygning, der blev jævnet med jorden under kampene i området.

 

Den bombe, der ødelagde bygningen, lavede også skader på hospitalet. I et par måneder kunne hospitalet knap nok holde åbent, da dele af konstruktionen var ødelagt, og det meste af det medicinske udstyr var enten blev ødelagt eller stjålet.

 

Da kampene stoppede, skulle hospitalet renoveres, før det kunne åbne igen. I de seneste måneder har Læger uden Grænser støttet hospitalets afdelinger for børn, gravide og kirurgi.

 

Nu kan folk endnu en gang komme til hospitalet fra nærliggende byer og landsbyer helt op til 120 kilometer væk for at få hjælp – f.eks. fra Raqqa.

 

Dyrene spiser lig

Antallet af vildfarne hunde i området overraskede mig til at begynde med, indtil jeg opdagede, at de fleste mennesker her er fåreavlere. Det er normalt, at landmænd har en hund eller to for at beskytte deres husdyr.

 

Da folk flygtede under de værste år af krigen, lykkedes det kun nogle at tage deres husdyr med. Andre forlod deres dyr og tænkte, at de nok ville vende tilbage inden for få dage eller uger.

 

Syrere fortæller mig, at disse herreløse hunde nu er blevet meget farlige. De blev efterladt uden mad, og da gaderne blev fyldt med døde kroppe, begyndte hundene at spise ligene.

 

”Nu er de ikke til at styre og farlige, ” siger en mand til mig.

 

”Men vi kan ikke dræbe dem, fordi vi har allerede så meget død i det her land.”

 

En mand sørger over sin ven, som har mistet livet i Syriens krig.

En mand sørger over sin ven, som har mistet livet under kampene omkring Tal Abyad i Syrien. © Chris Huby

 

Et skrig af smerte

Da jeg ankommer til hospitalet, ser jeg et barn ligge i en seng på røntgen-afdelingen.

 

Hans ene øje er tildækket af en hvid forbinding. Han har skader over hele overkroppen, og hans skjorte er tildækket af blod. To mænd og en læge står ved siden af ham.

 

Drengen er otte år. Han har mistet sit øje, har skader i maven og granatsplinter over hele sin overkrop.

Drengen er otte år. Han har mistet sit øje, har skader i maven og granatsplinter over hele sin overkrop.

 

”Hans lillesøster stod ved siden af ham, men hendes skader var ikke så alvorlige, ” siger drengens far.

 

Familien er fra Tishreen. Et område, hvor der indtil for nylig var kampe. Der er fyldt med miner efter krigen.

 

”De har ryddet området, men tilsyneladende ikke helt, ” fortæller drengens far.

 

”Vi gik tilbage til vores huse i den tro, at området var helt ryddet, men det ser ud til, at der stadig er miner, der tiltrækker børnene. De ved ikke, hvad der kan skade dem. Det er ikke første gang, at et barn i byen er blevet såret af en eksplosiv genstand.”

 

Til sidst kan faren ikke holde tårerne tilbage. Barnet skriger i smerte. Hver gang han skriger, mister faren lidt mere af sin styrke.

 

En uretfærdig krig

I nogle dele af Syrien kan du se og høre lydene af krig. Andre områder er stille – men der er stadig masser af lidelser og traumatiske begivenheder.

 

Den otte-årige dreng vil på et senere tidspunkt få brug for en operation i sit øje. Det kan han ikke få her på hospitalet i Tal Abyad, så han skal overføres til et andet hospital i området eller til et hospital uden for Syrien. Det er det bedste scenarie.

 

Men hvis familien ikke har råd til operationen, vil barnet leve med øjenskaden resten af livet. Denne krig er uretfærdig for ham og hele hans generation.

 

Jeg går lidt mere rundt på hospitalet og ser ansatte i Læger uden Grænser styrte rundt, installere maskiner, undervise læger, behandle patienter og organisere apotek og forsyninger.

 

Alle arbejder døgnet rundt og forsøger desperat at få hospitalet til at fungere så godt som muligt i en krigszone, hvor medicinske forsyninger og udstyr kan tage lang tid om at nå frem, og hvor forsinkelser og daglige udfordringer er virkeligheden.

 

Læger uden Grænser støtter hospitalet i Tal Abyad i det nordlige Syrien

Vi samarbejder med de lokale sundhedsmyndigheder på hospitalet i Tal Abyad nord for Raqqa. © Læger uden Grænser

 

Kun tre kirurger tilbage

Jeg møder en mand fra hospitalets medicinske stab. Han er fra Raqqa og flygtede fra byen for et år siden ved hjælp af en smugler.

 

Han besluttede sig for at flygte, fordi der ikke var nok medicinske forsyninger eller udstyr tilbage i området til, at han kunne fortsætte med at arbejde:

 

”Der var 66 kirurger i Raqqa, men nu er der kun tre.”

”Der var 66 kirurger i Raqqa, men nu er der kun tre.”

 

Han flygtede i første omgang med sin familie til en by i det vestlige Syrien, før de besluttede sig for at komme til Tal Abyad. Her vidste han, at der var mangel på læger, og behovet for hjælp var ekstremt.

 

”Vi modtager akutte patienter og patienter, der kræver operationer hver dag – hvad enten det er krigsrelateret eller ej. Næsten hver dag modtager vi mennesker, der er blevet såret af for eksempel miner eller lureminer, ” fortæller han.

 

Jeg lader ham passe sit arbejde og går videre. Både børneafdelingen og den ambulante afdeling er ved at nå bristepunktet for patienter og pårørende – de kommer fra forskellige egne af det nordlige Syrien. Mange lider af alvorlig diarré og luftvejssygdomme.

 

Jeg går ind på voksenafdelingen. De fleste patienter sover, men i den fjerne ende af lokalet er en ung mand vågen. Jeg kan se, at hans ben er blevet amputeret.

 

Tøvende går jeg hen imod ham for at spørge, hvad der er sket.

 

Lysten til at redde andre

”Jeg blev ramt af en mine, mens jeg sad på en motorcykel med en ven, ” fortæller den 21-årige mand.

 

”Min ven døde, og jeg blev såret. Tidligere den dag var min ven kommet forbi for at fortælle mig om et hus, der var blevet bombet i et luftangreb. 14 medlemmer af én familie blev dræbt. Vi var nødt til at se, om vi kunne redde nogen.”

 

”Vi sprang op på min motorcykel, min ven sad bagerst, og vi kørte mod det bombede hus. Og så eksploderede en mine under os på vejen. ”

 

Han er stille i et par sekunder, før han fortsætter:

 

”Min ven ønskede at redde en anden persons liv, men mistede i stedet sit eget.”

 

Solbriller som skjold

En larmende stilhed fylder rummet. Jeg ønsker ham god bedring, kondolerer og forlader hurtigt hospitalet. Jeg kan ikke bære at se eller høre flere historier om krig og tragedier. Jeg er tom for ord.  

 

I et par minutter mister jeg kontrollen over mig selv. Jeg skjuler mine tårer bagved mine solbriller, som fungerer som et skjold for mig i øjeblikket.

 

Før jeg forlader bygningen, vender jeg mig om for at kaste et sidste blik på hospitalet. Lægerne har stadig travlt. De behandler patienter, uddeler medicin og installerer maskiner.

 

Det her er bare en enkelt dag på et hospital i det nordlige Syrien.

 

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må have været at leve her gennem over seks års krig.”

 

Diala Ghassan arbejder til daglig som kommunikationsrådgiver for Læger uden Grænser og bor i Holland. Hun besøgte for nylig hospitalet i Tal Abyad.

 

Sådan hjælper vi i Syrien:

  • Læger uden Grænser driver seks hospitaler i det nordlige Syrien og støtter flere end 150 hospitaler, klinikker og sundhedscentre i landet.
  • Sidste år havde vi over 370.000 konsultationer i landet. 
  • Syrien

    Indbyggere: 18,5 mio.

    Forventet levealder m/k: 60/70 år
    Børnedødelighed: 13 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 455
     
    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Syrien i 2009. 
     
    Kilder: Læger uden Grænser og WHO