"Hun er i fødsel, kom, hurtig, hurtig! Patienten, hun har fire babyer!"

Vores fødselslæge og gynækolog fik sig noget af en sidste arbejdsdag. Her fødtes syv børn – af kun to kvinder.

”Dagen begyndte som enhver anden dag. Jeg vågnede, tog min uniform på, fik en kop kaffe og gik over til hospitalet.

 

Det var dog en helt særlig dag. Nemlig min sidste arbejdsdag i Khost.  Mine uger i Afghanistan var fløjet afsted, og jeg var ked af at skulle forlade landet.

 

Jeg kunne dog aldrig have forestillet mig, hvor mindeværdig min sidste dag på barselssygehuset i Khost ville blive.

 

Fødselsstuerne var fyldt med patienter, og gangen myldrede med plejere.

 

Som sædvanligt summede det med aktivitet. Der var dog ikke så travlt, som der havde været dagen før, hvor hele 99 kvinder fødte på Læger uden Grænsers sygehus på et døgn!

 

I dag tegnede snarere til at blive en almindelig dag med 60-70 fødsler.

 

Under stuegangen greb en jordemoder fat i os og styrede os hen for at vurdere en gravid kvindes tilstand, da hun havde blødninger.

 

Dette var kvindens femte graviditet, og hendes mave syntes alt for stor til kun at rumme ét barn.  Vi foretog en ultralydsscanning, og som forventet lå der mere end ét barn - der lå tre!

 

Det var for tidligt at føde børnene nu, og vi var bekymrede for, at hun allerede var i de tidlige stadier af fødslen.

 

Vi besluttede os for at give hende en dosis steroider for at hjælpe børnenes lunger til at modne sig, så de ville kunne trække vejret selv, hvis hun skulle føde for tidligt.  Hun fik også noget medicin i et forsøg på at standse veerne.

 

"Super gyno-teamet" Italiensk-canadisk duo - Guilia og mig. © Læger uden Grænser

"Super gyno-teamet" Italiensk-canadisk duo - Guilia og mig. © Læger uden Grænser

 

Fire i en

Vi var ved at genoptage stuegang, da en anden jordemoder spurgte, om vi havde hørt om den patient, der netop var ankommet til fødselsstuen. Det havde vi ikke.

 

"Hun er i fødsel, kom, hurtigt, hurtigt!" sagde hun med en bred Pashto-accent. "Patienten har fire babyer!"

 

Vi kom hurtigt afsted til fødselsstuen for at se til patienten, netop som jordemoderen tog imod det første barn. Det kom ud med hovedet først. En hurtig scanning med ultralyd afslørede, at kvinden ventede firlinger, så der var yderligere tre babyer på vej!

 

De andre børn lå sidelæns og med fødderne først, så vi måtte hjælpe dem til at blive født.

 

Min kollega fra gynækologisk afdeling og jeg skiftedes til at hjælpe barn nummer to og tre på vej ved at tage fat i fødderne og så hjælpe med genoplivningen af de små babyer: Tre drenge, der alle vejede mellem 1,1 og 1,5 kilo.

 

Desværre var den fjerde dreng noget mindre end de tre andre, og han havde flere anatomiske abnormaliteter. Han var dødfødt.

 

Her ligger de tre overlevende babyer på intensiv afdelingen © Læger uden Grænser

Her ligger de tre overlevende babyer på intensiv afdelingen © Læger uden Grænser

 

Den stolte mor

Så snart vi fik overført de nyfødte brødre til den neonatale intensive afdeling (neonatal intensive care unit, NICU), vendte vi tilbage for at se til vores patient med trillinger.

 

Hun så ud til at have det meget mere ubehageligt, end da vi sidst havde vurderet hende knap en time tidligere. Patienten var nu fuldt udvidet (10cm) og klar til at føde.

 

Alle tre børn blev født normalt (tre drenge som sprudlede af liv), alle med en sund vægt på 1,5 kilo!

 

Efter fødslen holdt den stolte mor fast i min hånd, mens hun smilede og trak mig ind til et tæt knus. Hun var nu mor til otte børn, hun havde nemlig allerede fem børn derhjemme.

 

Jeg blev dybt rørt – og jeg bliver hele tiden overrasket over, hvor godt vi alle kan kommunikere med hinanden trods sprogbarrierer.

 

Stærke babyer

Det var først senere på eftermiddagen, at der var kommet ro nok til, at jeg uden problemer kunne forlade fødselsgangen og tage over til NICU for at tjekke op på de to grupper nyfødte brødre.

 

Neonatalholdet havde allerede lagt intravenøse drop. De holdt nøje øje med børnenes blodsukkerniveau og støttede deres vejrtrækning med ilt.

 

Jeg fik en lille sludder med de nationale børnelæger, der var optaget af at overvåge deres seks nye indlæggelser ud over de 28 andre børn, der allerede var indlagt i den travle afdeling. Samlet set var lægerne helt tilfredse med tilstanden af disse meget små, men stærke babyer.

 

Solen var allerede gået ned, da jeg gik en sidste stuegang og overleverede til natholdet.

 

Jeg gik for sidste gang den velkendte tur tilbage til vores bolig og reflekterede over min sidste dag i Khost. Jeg var glad for, at vi kunne hjælpe både trillinger og firlinger til verden på naturlig vis. Glad for, at vi havde undgået at foretage kejsersnit.

 

Men der, hvor fødselslægernes arbejde slutter, begynder arbejdet for neonatalholdet. Vi er heldige at have et så kvalificeret neonatalhold, der kan give for tidligt fødte børn en god chance for at overleve.

 

Jeg er taknemmelig for muligheden for at have lært af lokale kolleger og for at have delt min viden med dem.

 

Selvom min tid i Khost har været begrænset, føler jeg mig beæret over at have taget del i et langvarigt projekt, der fortsat har stor værdi for lokalsamfundet”. Sådan slutter Heather Gottlieb sin beretning fra Khost.

 

Heather kigger en sidste gang ud over byen Khost. © Læger uden Grænser

Heather kigger en sidste gang ud over byen Khost. © Læger uden Grænser