Hjælp til dem, som andre ikke vil kendes ved

Pengene fra Danmarks Indsamling 2013, går bl.a. til Læger uden Grænsers projekt med at hjælpe kvinder ramt af fistula i Den Centralafrikanske Republik og Den Demokratiske Republik Congo. Fødsler kan ofte tage mange dage i Afrika, hvor flertallet af kvinder føder hjemme. Udover at være livstruende for både mor og barn, risikerer kvinderne efterfølgende at lide af det både stigmatiserende og invaliderende fistula. 

Det skønnes, at mere end to millioner kvinder i Afrika lever med fistula og at der er 100.000 nye tilfælde hvert år. Problemet med fistula er ofte et skjult problem, hovedsageligt fordi det rammer unge kvinder, som lever i fattige, afsidesliggende områder med begrænset eller ingen adgang til graviditets- og fødselshjælp.

 

Fistula-patienter kan ikke holde på urin eller afføring. Fistula medfører betændelse i huden og opløsning af hud og væv i endetarm og skede som følge af den ukontrollable urin og afføring. I ekstreme tilfælde kan urinrøret, blæren og skedevæggen blive helt ødelagt.

 

Udover de fysiske symptomer skaber fistula ofte alvorlige sociale problemer. På grund af den ukontrollable urin, afføring og lugten, der følger med, bliver kvinderne ofte udstødt af deres mand og samfundet.

 

Det er de kvinder, som Læger uden Grænser vil hjælpe med midlerne fra Danmarks Indsamlingen 2013.

 

En mærkesag for livet

Læger uden Grænser har i mange år arbejdet med at forbedre forholdene for de mange kvinder, som rammes af fistula.

 

Det første tilbud om behandling af fistula blev etableret i 2003 i Elfenbenskysten og Tchad, og i de følgende år i Sierra Leone, Somalia, Den Demokratiske Republik Congo, Den Centralafrikanske Republik og Mali. Vi tilbyder i dag operationer i Den Demokratiske Republik Congo, Burundi og i Den Centralafrikanske Republik, ligesom mødresundhed og fødselshjælp indgår i mange af Læger uden Grænsers projekter verden over.

 

At kunne behandle kvinderne og give dem et værdigt liv, er en af Læger uden Grænsers helt store mærkesager. Derfor har vi valgt, at vores projekt for Danmarks Indsamlingen 2013 har fokus på fistula. Så kan vi sammen hjælpe kvinderne tilbage til livet.

 

Om Danmarks Indsamling

Danmarks Indsamling er hele Danmarks indsamling. En gang om året går 12 humanitære organisationer og DR sammen og samler ind for at hjælpe Afrika med at nå FNs 2015 Mål. 

Det betyder blandt andet, at vi sigter mod at halvere fattigdommen, sikre skolegang for alle børn og mindske børnedødeligheden med to tredjedele inden år 2015. 
 
Danmarks Indsamling gør en mærkbar forskel for afrikanerne. Det er nødvendigt, for Afrika er det kontinent, der mangler mest, for at nå 2015 Målene. Derfor formulerer organisationerne hvert år 12 projekter inden for et specifikt tema, så Danmark og Danmarks Indsamling i fællesskab løfter et helt område.
 
Siden Danmarks Indsamling første gang blev gennemført i 2007, har hundredtusindvis af mennesker modtaget hjælp fra danskerne, og Afrika har fået mulighed for at nå et skridt nærmere opfyldelsen af 2015 Målene.

 

 

Tilføj kommentar

Hold en god tone når du debatterer. Læs vores kommentarpolitik her