Heidi hjælper de syge børn tilbage til livet

Heidi hjælper et lille barn med at drikke en særlig mælkeblanding - en vigtig del af behandlingen af fejl- eller underernærede børn.
Heidi hjælper et lille barn med at drikke en særlig mælkeblanding - en vigtig del af behandlingen af fejl- eller underernærede børn. © Læger uden Grænser

Heidi er for første gang i felten som sygeplejerske med Læger uden Grænser. Dødeligheden blandt underernærede børn er steget kraftigt de seneste måneder i en fjerntliggende egn af DR Congo, og derfor er Heidi sendt til vores hospital i området.

”I sidste uge fik vi en en toårig dreng ind på vores hospital. Hans navn var Tuishime, som betyder glæde. Men den dag var han ikke glad.

 

Drengen havde væskeophobninger (ødemer) på både arme og ben og blev indlagt for alvorlig fejlernæring. Han vejede kun ni kilo.

 

Næste dag var hans tilstand forværret. Han havde taget mere væske på og vejede nu 10,2 kilo.

 

Jeg gik hjem den dag og tænkte, hvad der mon var galt med den her dreng, fordi han ikke havde fået det bedre.

 

Mælkepulver i fire dage

De første fire dage gav vi ham en særlig mælkepulver, som er udviklet til behandling af underernærede børn.

 

Hvis et underernæret barn ikke kan drikke mælken selv fra en kop, så kan vi give mælken gennem en sonde i næsen.

Hvis et underernæret barn ikke kan drikke mælken selv fra en kop, så kan vi give mælken gennem en sonde i næsen.

 

Barnet får så mad hver tredje time. Og man tester hver gang, om barnet nu kan drikke mælken selv.

 

Jo hurtigere man kan slippe af med sonden, jo hurtigere bliver barnet raskt.

 

Allerede efter to dage skete der noget. Nu sad den lille dreng selv klar med sin kop, når mælken blev serveret, og han drak den med stor lyst og et kæmpe smil.

 

I går forsøgte vi at give ham en pakke Plumpy Nut (en peanut-masse med højt indhold af energi, protein og vitaminer – særligt udviklet til underernærede børn). Det ville han selvfølgelig gerne.

 

Drengen Tuishime spiser en pose Plumpy Nut sammen med sin mor.

Drengen Tuishime spiser to poser Plumpy Nut på vores hospital i DR Congo. © Heidi Elise Strømsholt

 

I dag var han så glad for Plumpy Nut, at han helst ville spise begge sine poser på samme tid.

 

Det hjælper rent faktisk, at vi er her og kan give børnene den behandling, de har brug for.

 

Lokale sygeplejersker bliver bedre

Så giver det hele mening. Vi kan hjælpe de her børn, så de kan blive normale børn igen. Så de kan komme hjem og lege og måske komme i skole, hvis de er i den alder. Det er en god følelse.

 

De lokale sygeplejersker, som jeg er med til at oplære, er også blevet motiverede til at yde en ekstra indsats. Det er helt vildt fedt at opleve.

 

For en ting er, at jeg kan hjælpe de her børn, men når jeg tager hjem til Danmark igen, skal der jo stadig være nogen til at tage over.

 

Hvis jeg er med til at påvirke de ansatte på hospitalet til at gøre en ekstra indsats, så er det rigtig fedt og det hele værd.

Hvis jeg er med til at påvirke de ansatte på hospitalet til at gøre en ekstra indsats, så er det rigtig fedt og det hele værd.

 

Bange for den hvide kvinde

De mødre, som ankommer til vores hospital med deres syge børn, er meget fattige.

 

Børnene er klædt i genbrugstøj og her skelnes ikke mellem drenge- og pigetøj. Jeg ser ofte drenge klædt i lyserødt og lilla tøj.

 

Her i Masisi kommer der ikke turister, så langt størstedelen af børnene har aldrig set et menneske med lys hud før.

 

Derfor er de meget skeptiske over for en hvid kvinde som mig og gemmer sig bag mor eller begynder at græde, hvis jeg nærmer mig.

 

Drengen grinede med sin mor

Vi havde også en anden dreng indlagt. Han hed Mukiza, som betyder musik. Han var tre år og indlagt for fejlernæring.

 

Han græd hver eneste gang, vi rørte ved ham for at undersøge ham, og hans væskeophobninger i kroppen blev værre og værre for hver dag, der gik.

 

Vi havde undersøgt ham for andre sygdomme, men fandt ikke noget. Jeg var bekymret for, om han ville få det bedre.

 

Men da jeg mødte ind på afdelingen i dag, sad drengen op i sin seng. Han grinede og legede med sin mor.

 

Smilet er tilbage hos drengen Mukiza og hans mor efter behandlingen for fejlernæring.

Smilet er tilbage hos drengen Mukiza og hans mor efter behandlingen for fejlernæring. © Heidi Elise Strømsholt

 

Et lykkeligt øjeblik

Det var fantastisk at se. Der blev jeg helt overvældende lykkelig, fordi det var bare et tegn på, at nogle gange kan det godt tage lang tid - også for de her børn med ødemer – at blive bedre. Muzika var indlagt i ni dage, før han fik det bedre.

 

Nu holdt han selv sit termometer, når han fik målt sin temperatur.

 

Jeg gik hen til sengen for at kigge i hans journal. Da han fik øje på mig, forsvandt smilet.

 

Jeg rakte hånden frem mod ham og sagde ”jambo”, som betyder hej på det lokale sprog swahili. Men drengen trak sine arme langt væk fra den hvide kvinde præcist som de foregående dage.

 

Det første smil til mig

I hans journal kunne jeg se, at han endelig var begyndt at tabe noget af den overskudende væske, han havde i kroppen. Det var gode nyheder at møde ind til.

 

Jeg tog et billede af drengen og viste det til ham og hans mor, og det, synes han, var sjovt. Det var første gang, han smilede til mig.

 

Herefter ville han hellere end gerne give hånd og sige hej – især hvis der blev taget billeder, som han kunne se bagefter.

 

Nu ville alle de andre børn også have taget deres billede, og pludselig var den hvide kvinde ikke så farlig mere.”

 

Heidi Elise Strømsholt er udsendt som ledende sygeplejerske på børneafdelingen på Læger uden Grænsers hospital i Masisi, DR Congo. Der er 15 sengepladser på afdelingen, hvor de fejl- og underernærede børn bliver indlagt sammen med deres mødre.

 

  • DR Congo

    Indbyggere: 77,3 mio.
    Forventet levealder m/k: 58/62 år
    Børnedødelighed: 98 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 3.509


    Læger uden Grænser arbejdede første gang i DR Congo i 1981. 

     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO