Findes der tandbørster i Etiopien?

Gitte Rønde er udsendt som psykolog for Læger uden Grænser i Etiopien

Der er langt fra lille Danmark til en flygtningelejr i Etiopien. For vores psykolog Gitte var det hårdt at tage afsked med sine nærmeste for at udleve sin store drøm. Her fortæller hun om de første dage i felten – om kulturchokket, de lange arbejsdage og om at jage frøer på soveværelset.  

”Det er nu en måned siden, at jeg sagde farvel til Danmark for at begive mig ud på mit største eventyr til dato.

 

Drømmen om at arbejde i felten for Læger uden Grænser (MSF) er blevet til virkelighed.

 

Det føles som så længe siden, jeg gik rundt på Nørrebro og bekymrede mig over, om jeg havde mest lyst til sushi eller japansk nudelsuppe.

 

Nu bekymrer jeg mig over, om jeg møder en slange på vej ud på toilettet, om vandet siver ind under døren, når det regner, og om jeg får malaria, mens jeg er her.

 

Den sidste uge op til afrejsen var hektisk og fyldt med praktiske overvejelser omkring pakning – skal jeg tage myggenet med for en sikkerheds skyld? Hvor meget solcreme bruger man på et halvt år? Får jeg brug for vandrestøvler, eller skal jeg nøjes med sandaler? Findes der tandbørster i Etiopien?

 

Et svært farvel

Da jeg havde lukket kufferten et par dage inden afrejse, gik jeg virkelig i panik. Det at være færdig med alle de praktiske gøremål placerede mig i sidste og sværeste fase – at sige farvel.

 

Det ene lange knus efter det andet og løfter om at passe godt på mig selv. Det er meget overvældende at se så mange mennesker i øjnene og vide, at det varer længe, før jeg ser dem igen.

 

Til sidst kom turen til Tobias. Det var næsten fysisk umuligt for mig at slippe hans hånd og træde op på rulletrappen i lufthavnen. Jeg kunne mærke det helt ind i hjertet, og tårerne strømmede ned over kinderne på mig.

 

Alligevel var jeg ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Man skal forfølge sine drømme. Og denne rejse har jeg ventet så længe på.

 

Med propelfly og Land Cruiser

Efter en dag med briefing i Amsterdam fløj jeg videre til Istanbul og mod Etiopien. Det føltes meget underligt og næsten som om, jeg fysisk kunne mærke, hvordan jeg forsvandt længere og længere væk.

 

Da jeg landede i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, samlede en chauffør fra Læger uden Grænser mig op og stak mig en brun kuvert med mit navn på. Indeni fandt jeg et brev og en telefon.

 

Så kørte vi gennem Afrikas mørke, indtil en port gik op og en vagt viste mig ind i et lille værelse med en stenhård seng.

 

Der var ikke mange timer til solopgang, og jeg prøvede at få lidt søvn inden endnu en lang dag med briefing på hovedkontoret.

 

Den efterfølgende morgen fragtede et lille propelfly mig nordpå nær grænsen til Eritrea. Udenfor lufthavnen fandt jeg en Land Cruiser fra Læger uden Grænser, som skulle køre mig til min nye arbejdsplads.

 

Det var spændende at se på landskabet og kamelerne, vi passerede på vejen, men jeg måtte alligevel overgive mig – varmen og søvnunderskudet fik mig til at døse hen.

 

To en halv time senere drejede vi ind ad en støvet grusvej, som førte til flygtningelejren. Her blev jeg mødt af mit team: en psykiater fra Tyskland, en psykolog fra Holland, en læge fra Bangladesh og min projektkoordinator fra Zimbabwe.

 

Gitte Rønde er udsendt for Læger uden Grænser i Etiopien.

© Gitte Rønde

 

Lukket for internettet

Det første ledige øjeblik, jeg fik den dag, brugte jeg 500 kroner på at ringe hjem til Tobias. Jeg havde endnu ikke fundet wifi i Etiopien, og der ville ikke være mulighed for at komme på nettet resten af ugen.

 

Landet havde simpelthen lukket for forbindelsen på grund af en national eksamen for de studerende, som man frygtede ville snyde, hvis de havde adgang til internettet!

 

Jeg følte mig SÅ isoleret. Jeg var landet midt i ingenting og havde ikke mulighed for at kommunikere (uden at det kostede mig en formue).

 

Jeg følte mig enormt ensom de første dage og skulle virkelig koncentrere mig for ikke at bryde ud i gråd. Selvom mine nye kolleger virkede søde, var det ikke det første indtryk, jeg havde lyst til at give dem af mig.

 

Haner, æsler og præster

Efterhånden er jeg faldet bedre til her i ødemarken. Jeg har fået indrettet mig i mit lille hjem og er ved at vænne mig til varmen (30-40 grader).

 

Det hjælper især, at jeg har hængt en masse billeder op på væggen og fundet et godt sted til min hængekøje.

 

Jeg arbejder hver dag - også lørdag - så der er ikke meget fritid. De fleste morgener vågner jeg af mig selv kl. 6.00. Så ligger jeg lidt under myggenettet og lytter til hanerne, der galer, æslerne der skriger og præsterne der kalder til bøn.

 

Jeg kan se solopgangen fra mit vindue, og hver dag tænker jeg på, hvor smukt det er at se solen stå op.

 

Frøer på værelset

Når jeg har fri om eftermiddagen tager jeg mig et tiltrængt bad for at vaske alt støvet og sveden af kroppen. Vi har et udendørs “badeværelse”, så jeg kan se himlen, mens jeg står under bruseren, og bortset fra besøg af diverse kryb i hjørnerne, synes jeg egentlig, det er meget fedt.

 

Vandet er sjældent koldt, da solen bager på vandtanken. Det lugter af svømmehal, da der er tilsat klor for at dræbe de værste bakterier – man skal ikke drikke af det!

 

Jeg er som regel dødtræt efter en lang arbejdsdag og går i seng allerede kl. 21.30. Der er alligevel heller ikke så meget at lave, når det er blevet mørkt, og jo færre gange man skal på toilettet (latrine/hul i jorden) i mørket jo bedre.

 

Frygten for at møde ubudne ”gæster” stiger med mørket, og selvom jeg endnu ikke selv har set slanger eller skorpioner, ved jeg, at de er her.

 

Der er også meget andet kryb som edderkopper, græshopper og frøer. En aften fik jeg besøg af en stor frø på værelset. Den var krøbet ind under sprækken i døren og hoppede forvildet rundt.

 

Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig, mens jeg prøvede at jage den ud igen. Det lyder måske ikke så slemt, men når man er midt i et kulturchok og ikke føler sig særlig tryg, er det altså rarest at være helt alene, når man lukker døren.

 

Jeg er spændt på at se, hvor levende her bliver, når regntiden for alvor begynder.”

 

Gitte Rønde er for første gang i felten med Læger uden Grænser. Hun arbejder med mennesker på flugt i en flygtningelejr i den nordlige del af Etiopien. Gitte skal være af sted i syv måneder.

  • Etiopien

    Indbyggere: 91,7 mio.
    Forventet levealder m/k: 62/65 år
    Børnedødelighed: 59 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 1.573


    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Etiopien i 1984. 

     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO