Et døgn som jordemoder i en flygtningelejr

Karoline Kofod arbejder som jordemoder i en flygtningelejr i Sydsudan

Det er Karoline Blinkenberg Kofods første udsendelse med Læger uden Grænser. Til daglig arbejder hun som jordemoder på Rigshospitalet i København – nu tager hun sig af fødende kvinder i flygtningelejren Doro i Sydsudan. Læs hendes personlige beretning fra en travl arbejdsdag i Læger uden Grænsers t-shirt. 

Solen er stadig ved at stå op, da jeg og tre andre kolleger bliver kørt til Læger uden Grænsers klinik 10 minutter fra vores base. Jeg rapporterer over radioen, at vi kører, hvor vi skal hen samt navne på udsendte ombord.

 

Det er efterhånden blevet en del af rutinen at rapportere, hvor end vi/jeg bevæger os uden for basen - alt sammen for at optimere sikkerheden. I begyndelsen var det klaustrofobisk ikke at kunne gå ud uden tilladelse og rapportering, men nu har jeg vænnet mig til proceduren og trives med den sikkerhed, der ligger i det.

 

For blot et par måneder siden var det muligt at gå strækningen på et par kilometer til og fra klinikken, men på grund af tiltagende uroligheder og stridigheder, er det på nuværende tidspunkt for usikkert. Vi må derfor køre en lang omvej for at komme til klinikken.

 

Det er dog svært at forestille sig eller fornemme uroen, når man langsomt bevæger sig igennem flygtningelejren denne morgen. Det før så golde område har i løbet af regnsæsonen forvandlet sig til et smukt grønt landskab og fritløbende vildsvin, geder og hunde er overalt. Grinende og udadtil glade børn kommer os i møde hver morgen og vinker, når vi kører forbi.

 

”Kawaja”, som betyder fremmed, råber de og griner højlydt, hvis man råber det samme tilbage.

 

Pres på fødegangen

Da jeg ankommer til klinikken, kan jeg allerede fornemme, at det bliver en travl dag.

 

Tre kvinder i fødsel står ved indgangen til fødeklinikken og venter på at blive taget imod. De er tydeligvis langt i fødslen, men der er ingen plads. Først da den ene kvinde spontant begynder at presse, og en hårtot kommer til syne, tager en af de lokalt ansatte hende ind på fødegangen, lægger afdækning på gulvet og kort efter har kvinden født. Så er dagen i gang.

 

En lille ny dreng på fødegangen i Doro

En lille dreng er kommet til verden på fødegangen i Doro © Karoline Blinkenberg Kofod

 

Et par timer senere er der mere ro på. Jeg har nu mulighed for at gå en runde på barselsgangen og se til de nyfødte og deres mødre. Det varer dog ikke længe, før en af assistenterne kalder mig igen.

 

En ny kvinde er netop ankommet til klinikken og har udtalte mave- og rygsmerter. Kvinden er 17 år og venter sit første barn. Efter en indledende vurdering kan jeg konstatere, at hun er i 28. uge og muligvis på vej i for tidlig fødsel.

 

Som en del af rutinen bliver hun hurtigt testet for malaria, som heldigvis viser sig at være negativ. Malaria er på nuværende tidspunkt og især i dette område en af de hyppigste årsager til for tidlig fødsel.

 

Vi tester herefter hendes urin, som også er normal, dvs. ingen bakterier, som kunne have forårsaget dette.

 

Ved hjælp af min tolk får jeg spurgt ind til hendes aktivitetsniveau de seneste par dage. Det viser sig, at hun har gået 6 timer hver dag for at hente vand og brænde til sin familie. Jeg støder ofte på kvinder i klinikken med lignende symptomer grundet hårdt dagligt arbejde. Denne kvinde er ingen undtagelse.

 

Jeg vurderer, at vi fortsat kan købe os lidt tid ved at give hende tokolyse (vehæmmende behandling) og herefter medicin, som kan modne det ufødte barns lunger. Jo længere tid vi kan holde hende fra en fødsel, jo bedre kan medicinen virke, og jo større chance har barnet for overlevelse.

 

Jeg skal til at udføre det sidste rutinetjek, da en højgravid kvinde med pressetrang træder ind i rummet. Min assistent og jeg får hende hurtigt op på et ledigt leje, og efter 10 minutter kommer hendes femte barn til verden.

 

Alt imens ligger kvinden, der muligvis er på vej i for tidlig fødsel, fortsat ved siden af og virker ganske uimponeret og upåvirket. Det er bare sådan, det er her.

 

Jeg knuger hendes hånd

Et par timer og tre normale fødsler senere kalder en jordemoderassistent på mig. Hun har undersøgt en kvinde i fødsel og er usikker på, om alt er, som det skal være. Hun mistænker en sædefødsel.

 

Jeg undersøger kvinden, og jeg kan mærke dele af et ansigt. Barnets stilling gør det umuligt at føde vaginalt, selvom hun har født fire gange før. Den eneste mulighed er et kejsersnit, som kan udføres på en klinik tilhørende sundhedsmyndighederne 25 minutter herfra. 

 

Hjertelyden er heldigvis fortsat normal, og jeg tænker, der er en god chance for at redde dette barn. Kvinden er meget forpint og har kraftige veer, da vi får hende ind i Læger uden Grænsers jeep, som vi bruger som ambulance.

 

Med sig har hun sin ”caretaker” og sin mand, som følger efter på motorcykel. I dette område har de fleste gravide en ”caretaker”. Når fødslen nærmer sig, er det caretakerens opgave at få kvinden til den nærmeste klinik og støtte hende, indtil hun er klar til at føde.

 

Kvinden skriger af smerte i bilen, og det føles som verdens længste køretur. Jeg kan ikke andet end at holde hende i hånden fra førersædet og håbe på, overflytningen ikke varer længe. En halv time senere ankommer vi til hospitalet.

 

Der er ingen til at tage imod os - bortset fra en sygeplejerske som ikke forstår meget engelsk.

 

Ved hjælp fra min chauffør bliver sygeplejersken endelig klar over, at vi skal have fat i en læge. Den ansvarshavende læge er dog på kald hjemmefra, så vi må vente. En overflytning kan ikke meldes på forhånd, og der kan derfor ikke være mulighed for, at et hold står klar.

 

Kvinden kæmper fortsat tappert med smerter og konstant pressetrang, og jeg knuger hendes hånd.

 

Akut kejsersnit

Endelig efter 30 minutter kommer lægen Billy. Han vil gerne undersøge kvinden igen, inden kejsersnittet kan udføres. Han er heldigvis enig i min vurdering. Jeg sætter et ultralydsapparat på, der kan gengive barnets hjerteaktivitet, men jeg kan ikke finde hjertelyden.

 

Heller ikke efter en hurtig scanning kan vi se hjerteblink. Kvindens veer virker til at være konstante og fortsat tiltagende.

 

I denne stilling, som barnet ligger i, har livmoderen svært ved at lave ”normale” veer med pause. Livmoderen gør, hvad den kan for at få barnet ud, og den overproducerer derfor veer. Vi har intet medicin, der kan stoppe det. Kvinden er nu også i seriøs risiko for, at livmoderen kan briste.

 

Lægen Billy vurderer, at kejsersnittet skal udføres med det samme. Endelig, tænker jeg, og holdet gør sig klar. Det er procedure, at når en kvinde fra Læger uden Grænsers klinik i Doro er overflyttet og modtaget, skal man herefter retur.

 

Jeg går langsomt tilbage til den ventende jeep og min chauffør. Jeg har svært ved at forlade kvinden, men jeg bliver nødt til at tage tilbage til de andre patienter. På vej tilbage får jeg den triste besked: Barnet klarede det ikke.

 

Jeg bliver helt stille…

 

En chance for at leve

Da jeg kommer tilbage til klinikken, har kvinden, der var i for tidlig fødsel, netop født. En lille dreng kaldet Shagi på 1090 gram er kommet til verden og har det efter omstændighederne godt. Han er heldig. Hvis ikke han var født her, ville han højst sandsynligt dø efter kort tid. Men nu har han en chance.

 

Moderen til den nyfødte dreng Shagi har lært at give ham mad hver time.

Moderen til den nyfødte dreng Shagi har lært at give ham mad hver time. © Karoline Blinkenberg Kofod

 

Da min vagt slutter nogle timer efter, er jeg fuldstændig færdig. Jeg er stadig påvirket af barnet, som ikke klarede det og tænker over, om der er noget, jeg kunne have gjort anderledes. Jeg kommer heldigvis hurtigt frem til, at det er der ikke.

 

Udkommet ville uden tvivl være anderledes, hvis kvinden skulle føde i Danmark, men det er nu engang sådan, de barske vilkår er. Samtidig er jeg glad og stolt over at være en del af en organisation, hvor jeg kan mærke, vi gør en forskel.

 

Vi er helt derude, hvor vores tilstedeværelse virkelig gælder, og der ingen andre er. En nyfødt med en startvægt på 1090 gram bliver et sted uden hjælpemidler ikke spået gode chancer, men vores tilstedeværelse kan give ham en chance for et liv. Jeg tror på, han vil klare den.

 

Da jeg kommer tilbage til basen sent den aften, bliver jeg mødt med en øl og en krammer af de udsendte, som stadig er oppe. Jeg er virkelig glad for det sammenhold og den indforståethed, man hurtigt får etableret under disse omstændigheder. Jeg føler mig meget privilegeret.

 

Efter en times tid hopper jeg i seng. En ny dag og nye patienter venter imorgen.

 

Tilføj kommentar

Hold en god tone når du debatterer. Læs vores kommentarpolitik her

  • Sydsudan

    Indbyggere: 12,3 mio. 

    Forventet levealder m/k: 56/59 år

    Børnedødelighed: 93 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

    Medarbejdere i 2016: 3.683

     

    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Sydsudan i 2011.

     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO