En luksus forbeholdt vesterlændinge

Hvis jeg havde skrevet det her brev for bare 10 dage siden ville indholdet have været fuldstændig anderledes.

Primært ville jeg nok have fortalt om, hvordan det er at arbejde i Abyei på grænsen mellem Nord- og Sydsudan i en lille klinik. Hvordan hverdagen gik med den daglige drift af klinikken, hvor vi ud over almindelige konsultationer også havde et ernæringsprogram og tilbød forebyggende svangerskabskonsultationer.

Jeg ville have fortalt en del befolkningen i Abyei og omegn. Om hvor ufattelige høje de er, om deres gode humør, deres måde at klaske hænder på og sige ”hej”, ”goddag”, ”hvordan går det” på hundrede forskellige måder. Og om hvor sjovt de synes det var, at jeg efterhånden mestrede de mest almindelig  af de mange hilsner.

Jeg ville også have fortalt om det lokale hospital og om mit samarbejde med lægerne der. Jeg ville formentlig have skrevet lidt omkring, hvor befriende det var, at man på trods af uroligheder i området stadig kunne gå frit rundt i Abyei, drikke en kop te i det lokale tehus, købe ind på markedet, og sågar løbe en tur, hvis man nu var tosset nok til det.

Alle er flygtet
Men nu er det i dag, jeg skriver, og ikke for 10 dage siden.
I dag er Abyei stort set lagt øde hen. Abyeis indbyggere er spredt rundt omkring i oplandet – primært er de flygtet mod syd væk fra kampene.

Abyeis indbyggere er endnu engang blevet tabere i et større politisk spil gående på, om Abyei skal høre til Nord- eller Sydsudan. Hvad der er rigtigt og forkert, er ikke noget jeg skal bedømme. Jeg er ikke politiker eller strateg.

Jeg kan kun have den største medlidenhed med de mennesker, der nu igen må forlade deres hjem for at flygte ud i det uvisse. Og så netop nu i starten af regntiden, hvor alt bliver mere besværligt, og hvor der er større risiko for malaria og en række andre infektionssygdomme.

En luksus forbeholdt vesterlændinge
Jeg vil jo være en hykler, hvis jeg sagde, jeg kunne sætte mig ind i, hvordan de har det. Jeg kan kun hæfte mig ved den følelse af magtesløshed, jeg sidder tilbage med.

Efter i første omgang at blive evakueret sammen med resten af holdet lørdag morgen til vores naboprojekt i Agok længere sydpå. Og så efter et par hektiske dage i Agok til sidst at sige ja tak til at komme til hovedstaden Juba i nogle dage for at restituere.

For jeg var træt. Uendeligt træt efter i længere tid at have arbejdet i en ret presset atmosfære, hvor kampene kom tættere og tættere på. Jeg brød mig på ingen måde om at indse, at det var sagen – det er jo rarest at tro, man kan klare det hele. Men faktum er, at jeg uden tvivl havde brug for hvile. Og for ikke konstant at lytte efter skud. Eller kigge uroligt op mod himlen, når der kom et fly.

Så nu er jeg her i sikker havn i Juba. Men den luksus er jo forbeholdt privilegerede vesterlændinge som mig. For Abyeis flygtede befolkning er sagen en anden. De kan ikke bare springe på et fly og blive transporteret væk. Deres liv er midt i det kaos, der i øjeblikket hersker i grænseregionen, og de er tvunget til at leve med den usikkerhed, det fører med sig.

Kolleger fortsætter arbejdet
Vores to projekter i regionen er lige nu forvandlet fra et veletableret hospital samt klinikker til nu at reagere på den aktuelle situation. Det vil sige, at mange af mine kollegaer nu springer rundt ude i felten og forsøger at identificere, hvor folk er flygtet hen.

Primært for at kunne forsyne dem med såkaldte non food items, blandt andet materiale til at lave et primitivt husly, tæpper samt andet relevant materiale. Og så driver vi mobilklinikker for at sikre flygtningene adgang til lægehjælp. Hospitalet holder vi fortsat åbent, dog på lidt lavere blus, idet området fortsat ikke er sikkert nok til at rykke ind med et fuldt hold.

Så summa summarum: Tingene kan hurtigt ændre sig i Sydsudan. I dette tilfælde fra hyggelige te-pauser med de lokale til kaos og ødelæggelse. Noget som jeg kortvarigt kommer til at stifte bekendtskab med her, men som for de mennesker, der lever her, er den barske hverdag.

Christine

28. maj 2011

Læs også Christines rejsebrev fra arbejdet efter oversvømmelserne i Pakistan sidste år.