Elektricitet, ilt og sug er ikke bare noget, der kommer ud af væggen

Lyskebrok. Brandsår. Flodhestebid. Et hurtigt blik på operationslisten minder mig om, at jeg er i Afrika. Og at vi, inden dagen er omme, skal have den lokale fisker, der sidste nat fik sit venstre ben gennemtygget af en flodhest, en tur gennem "Bloc Opératoire", operationsgangen på Centre de Santé de Batangafo i den nordlige Ouham-provins i Den Centralafrikanske Republik.

Forskellene til en dansk operationsgang er enorme, men samtidig er der noget velkendt over rollerne og arbejdet. Og som for at understrege det befinder jeg mig i dag i et sæt utroligt forvasket, mindst 10 år gammelt operationstøj fra Århus Kommunehospital. Hvordan det er havnet her, må guderne vide.

Fra kejsersnit til krigskirurgi
Holdet holder pause mellem to operationer, og en termokande med klistret, sød kaffe går rundt. Kirurgen Dr. Hervé er smuttet i en funklende ny, hvid kittel i anledning af pausen. Logoet på brystlommen afslører, at den er en gave fra min forgænger. Den bæres med stolthed.

Hervé er ansat af Læger uden Grænser som "læge med kirurgiske kompetencer", og er en af de nationale læger, der siden vores program åbnede her i 2006, er blevet oplært af skiftende
europæiske kirurger til at kunne udføre en række relativt simple, men essentielle indgreb. En stabil håndværker, der håndterer alt fra kejsersnit til krigskirurgi.

Hospitalet er i princippet drevet af det lokale sundhedsministerium, men er siden 2006 blevet voldsomt opgraderet, udbygget og bemandet af Læger uden Grænser. Vi har aktuelt ca. 160 senge - 24 af dem er til kirurgiske patienter - og så er her 118 medarbejdere.

Ud over intern medicin, pædiatri, kirurgi og obstetrik (fødselshjælp) har vi et stort program for sovesyge - trypanosomiasis. På trods af det uskyldigt klingende navn en meget ubehagelig sygdom, der i ubehandlet, fremskredet stadie har 100% dødelighed.

Niveauet er højt for Afrika: Her er (relativt) rent og velholdt, medicin på lageret, behandling og forplejning under indlæggelse er gratis. En hurtig rundtur på hospitalet - en samling af et-plans bygninger malet i grønt og hvidt – bekræfter, at alle afdelinger og ambulante konsultationer summer af aktivitet.

Fra Boeing 747 til en Cessna uden GPS
Bænkene i venteområderne er tæt pakket med lange rækker af mødre i farvestrålende tøj og børn på armen. Regnsæsonen er lige begyndt og med den "pic palu", den højeste malariaforekomst i løbet af året. Store, hvide telte er ved at blive sat op uden for pædiatrien for at skabe plads til de mange patienter.

Hvor velfungerende hospitalet end er, er det en interessant udfordring, at bedrive anæstesi her. Teknologisk er turen fra Næstved til Batangafo som at flytte fra cockpittet i en fuldt udstyret Boeing 747 til et 2-personers Cessna uden GPS. Man kommer i luften og ned igen - men på noget andre

vilkår.

Elektricitet, ilt og sug er ikke bare noget der kommer ud af væggen, og udvalget af medicin og overvågningsudstyr er vældig begrænset. Konceptet er at vælge nogle simple, sikre teknikker, der fungerer under primitive forhold.

Som den dosis af intravenøs ketamin, der gør, at den næste patient, en 5-årig pige med dybe 2. gradsforbrændinger over hele overkroppen, holder op med at græde, begynder at mumle uforståeligt og stirre tomt frem for sig, mens Hervé går i gang med at fjerne forbindingen og rense hendes sår.

Det er måske 20. gang at hun bliver bedøvet til skift af forbinding. I Danmark havde hun for længst fået den hudtransplantation, der er nødvendig. Her mangler vi de kirurgiske instrumenter.

Sikkerhedssituationen kompliceret
Dagens sidste patient, flodhestebiddet, er opereret, og jeg slentrer de 600 meter til vores hus, mens termometeret i mit ur kravler op på 38 grader. Selv på de korte strækninger bevæger man sig altid med en radio og melder sine bevægelser til basen.

Sikkerhedssituationen er mildest talt kompliceret. Måske nærmere tragikomisk. Fire- fem oprørsgrupper med hver deres fire-bogstavs-forkortelse ligger i konflikt med regeringshæren FACA og den præsidentielle garde GP. Herudover krydres billedet af masser af småkonflikter på kryds og tværs mellem nomadegrupper, selvforsvarkomitéer fra landsbyerne og regulære kriminelle bander.

Kampene skaber sjældent de helt store direkte tab, men fordriver konstant store dele af den lokale befolkning, der i tide og utide må flygte og gemme sig i junglen. Ofte uden basale fornødenheder og adgang til sundhedsydelser. Tingene ændrer sig ekstremt hurtigt, og det er et fuldtidsjob at analysere sikkerhedssituationen. Men der er kompetente folk på posten, og jeg føler mig tryg nok ved at være her.

Alle de væbnede grupper har et rimeligt - omend ikke altid lige venskabeligt - forhold til Læger uden Grænser, og banderne af "coupers de route" - landevejsrøvere - undgår vi ved at flyve mellem projekterne og hovedstaden.

Glad for at være her, glad for at arbejde med anæstesi igen og glad for at prøve en helt anden type mission. Og er sikker på, at der nok skal komme oplevelser til lidt flere mails hjemad.

Håber alt står vel til med jer alle, hvor I end er i verden.

Jonas