Drengen græder ikke – men noget er helt galt

Difteri er luftbåren, og derfor er det vigtigt, at Stine og hendes kollega bærer masker, når de behandler patienterne i flygtningelejren.
Difteri er luftbåren, og derfor er det vigtigt, at Stine og hendes kollega bærer masker, når de behandler patienterne i flygtningelejren. © Stine Filskov

Det gør ondt i maven på vores sygeplejerske Stine, når hun hører de barske historier fra børn og voksne i Bangladesh. I flere måneder har hun behandlet syge i en af de store flygtningelejre. Her er der brug for vores hjælp – og smil til børnene for at give dem en pause i en tragisk virkelighed.

”Drengen ligger stille i sengen og kigger ud i luften. Ved siden af ham sidder en ældre kvinde, som er drengens bedstemor.

 

Først synes jeg, at han er meget dygtig og modig. Han græder slet ikke, da sygeplejerskerne lægger et drop, eller da de giver ham medicin med en nål i låret.

 

Men hvis man kigger lidt nærmere på ham, reagerer han faktisk slet ikke. Drengen ligger bare og stirrer ud i luften.

 

Jeg spørger sygeplejersken, om hun kender hans historie. Det viser sig, at drengen har set begge sine forældre dø under flugten til Bangladesh.

 

Pludselig forstår jeg, at det jo ikke er, fordi at han er en stor og dygtig dreng, at han tager behandlingen så pænt. Han er i chok.

 

Jeg får helt ondt i maven og giver nok denne lille familie lidt mere omsorg end de andre - selvom der helt sikkert er flere af dem, som har oplevet det samme. 

 

Patienternes traumer

Drengen er en af de mange, som er smittet med difteri og derfor indlagt på vores behandlingscenter.

 

Inden jeg rejste fra Danmark var difteri en sygdom, jeg reflekterede meget lidt over. Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg slet ikke var klar over, at sygdommen fandtes længere.

 

Men i de overfyldte flygtningelejre i Bangladesh er sygdommen virkelig. Jeg blev sendt derned for at hjælpe med at bekæmpe udbruddet.

 

Midt i alt arbejdet for at forbedre og effektivere behandlingen af de syge kan man hurtig glemme, hvem det egentlig er, vi behandler.

 

For umiddelbart ligner de dem, vi arbejder sammen med, og som bor i samme by. I hverdagens travlhed glemmer jeg, hvilke forfærdelige hændelser disse mennesker på flugt har været udsat for.

 

Men indimellem bliver man konfronteret med deres virkelighed. 

 

Stine på behandlingscenteret for difteri i Bangladesh

Stine vidste ikke, at difteri stadig fandtes, før hun blev udsendt til Bangladesh. © Stine Filskov

 

Det er svært at forestille sig

Der er en anden patient, som jeg husker tydeligt - eller det er faktisk patientens svigermor.

 

Jeg bliver kaldt til hovedindgangen af en af vagterne, fordi denne kvinde står udenfor med to børn, som hun gerne vil aflevere til deres mor. Moren er indlagt på vores behandlingscenter - smittet med difteri.

 

Jeg forklarer svigermoren, at børnene vil være i fare for selv at få sygdommen, hvis de kommer ind på centeret. Hun går med til at passe det ældste barn, mens moren er indlagt, og jeg lover at aflevere det yngste barn, som bare er en baby, hos moren.

 

Inden hun giver mig babyen, tager hun fat i min arm, kigger på mig og fortæller mig noget, jeg ikke kan forstå, da det er på det lokale sprog. Men jeg kan se i hendes øjne, at det er vigtigt. Jeg finder en tolk til at oversætte:

 

Hendes mand og søn er døde, så nu er kvinden, som er indlagt, og de to børn hendes eneste familie.

 

Hun beder mig derfor love, at vi vil gøre alt for, at hendes svigerdatter bliver rask igen.

Hun beder mig derfor love, at vi vil gøre alt for, at hendes svigerdatter bliver rask igen.

 

Også her får jeg en knude i maven. Jeg prøver både med kropssprog og ved hjælp af tolken at forsikre hende om, at vi vil gøre vores allerbedste. 

 

Vi hører ofte brudstykker af patienternes historier, og jeg bliver forfærdet hver eneste gang. For eksempel at nogen bliver skubbet i vandet under flugten og må svømme i land – det gælder både børn og ældre mennesker.

 

Vi hører om frygten, som de har levet med i månederne op til, at de flygtede. Eller om deres møde med det lokale militær i Myanmar.  

 

Det kan nogle gange være svært at tro, at de har været udsat for alt det, når man ser, hvor venlige, smilende og kærlige de her mennesker er.

 

Balloner og papirflyvere

Især fædrene har gjort indtryk på mig.

 

De er så omsorgsfulde overfor deres børn og meget tålmodige, når deres børn måske græder i fem timer under behandlingen, fordi de ikke gider blive i sengen, eller hvis barnet har svært ved at få luft og får panikanfald.

 

Så sidder de roligt med deres barn, aer og krammer og forsøger at berolige.

 

En far tager sig af sit barn, som er indlagt på vores behandlingscenter for difteri.

En far tager sig af sit barn, som er indlagt på vores behandlingscenter for difteri. © Stine Filskov

 

Vi har mange børn som medindlagte på behandlingscenteret, fordi der simpelthen ikke er noget familie tilbage til at tage sig af dem, mens deres mor, far eller søskende er indlagt.

 

Jeg forestiller mig, at dagene for disse børn godt kan virke lange - der er jo trods alt ikke meget at give sig til på centeret. Så nogle gange når vi har god tid, leger vi med dem.

 

Vi har fået balloner, vi kan puste op eller laver papirflyvere af forældede checklister. Eller vi sidder måske og tegner.

 

Jeg kan mærke, at det betyder meget for børnene, for de bliver mere og mere trygge ved os. De kommer ofte hen til os bagefter - nogle gange bare for at kigge, andre gange for at lege. 

 

Alle historierne, indtrykkene og oplevelserne er alt sammen med til, at jeg hver dag udholder de lange og hårde arbejdsdage, savnet af venner og familie og den primitive levestandard.

 

Jeg bliver motiveret til at yde det allerbedste, jeg kan, for at disse patienter i det mindste et par dage får en lettere tilværelse og overlever difteri - om ikke andet.” 

 

Stine Filskov har været udsendt i knap tre måneder til Bangladesh, hvor hun har arbejdet på et af vores behandlingscenter for difteri i en flygtningelejr. Stine har været med til at behandle de syge og trænet de lokale sygeplejersker. Det var første gang, at hun var udsendt for Læger uden Grænser.

 

Flygtningekrise i Bangladesh

  • På cirka et halvt år er omkring 700.000 mennesker flygtet fra vold og overgreb i Myanmar og bor nu i overfyldte flygtningelejre i Bangladesh.
  • Her er der mangel på lægehjælp og rent vand, og de mange mennesker er derfor sårbare over for smitsomme sygdomme som eksempelvis difteri.
  • Difteri er en alvorlig, akut luftvejsinfektion. Den er dødelig, hvis patienterne ikke får hurtig og effektiv behandling.  
  • Flere end 2.000 læger, sygeplejersker, psykologer, logistikere etc. fra Læger uden Grænser arbejder lige nu i Bangladesh for at hjælpe de mange mennesker på flugt.
  • Bangladesh

    Indbyggere: 161 mio.
    Forventet levealder m/k: 71/73  år
    Børnedødelighed: 38 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 331
     
    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Bangladesh i 1985. 
     
    Kilder: Læger uden Grænser og WHO