Drengen der græd uden tårer

Kamma behandler et offer for tortur i Libyen
Kamma behandler skaderne på en ung mand, der er blevet mishandlet med piskeslag. © Mohammad Ghannam

Vores sygeplejerske Kamma har behandlet mange af de mennesker, som er flygtet fra rædslerne i Libyen. Børn og voksne, som er blevet tortureret eller holdt fanget i uhumske centre uden nogen rettigheder - efterladt til at dø.

”Han var næsten helt bevidstløs, da vi fiskede ham op fra bunden af gummibåden på Middelhavet. Afkræftet og voldsomt underernæret.

 

Vi måtte bære hans nedkølede krop ind på den lille klinik på vores redningsskib.

 

Han kastede op, selvom han ikke havde noget i maven og havde alvorlig diarré – drengen var i fare for at dø.

 

Vi fik ham lagt ned på en madras og givet ham væske med et drop. Han kunne næsten ikke få noget ned, og vi måtte give ham plumpy nut (en specialudviklet peanut-masse med højt indhold af energi, protein og vitaminer). Langsomt kom han lidt mere til sig selv. Men han var stadig dybt svækket.

 

Drengen havde siddet fanget i et internerings-center i Libyen. 13 år gammel og helt alene.

 

Han kunne ikke huske, hvor længe han var indespærret. Men han syntes, det var lang tid.

 

Den 13-årige dreng er skræmt efter de oplevelser, som han har været igennem.

Den 13-årige dreng er skræmt fra vid og sans, efter de oplevelser han har været igennem. © Mohammad Ghannam

 

Efterladt som affald i hjørnet

Drengen græd bare uden tårer.

 

Hvis jeg spurgte ind til hans familie, var han fjern i blikket. Vi fandt aldrig ud af, om han havde taget hele vejen fra Somalia alene, eller om han havde mistet sin familie undervejs. Han var tavs.

 

Det var rigtig hårdt at behandle ham, fordi han var så ung og så syg. Han var fuldstændig afkræftet, og samtidig var han så psykisk traumatiseret, at han næsten ikke kunne tage imod vores omsorg. Han kunne ikke rumme verden omkring sig.

 

Jeg havde bare mest lyst til at holde om det her store barn. Trøste ham og give ham noget varme og tryghed, men han kunne slet ikke håndtere den nærhed.

 

Her var et menneske, der var blevet gjort til et stykke affald. Smidt hen i et hjørne og efterladt. Og alle var ligeglade.

 

Kamma og en kollega taler med den 13-årige dreng

Kamma og en kollega forsøger at få kontakt til den afkræftede dreng, som har svært ved at tage imod omsorg. © Mohammad Ghannam

 

En grusom virkelighed

Det er rystende umenneskeligt, hvad der foregår i Libyen.

 

Mennesker på flugt i Libyen har ingen rettigheder. Der er ingen, der tager sig af dem, og de har ingen form for beskyttelse.

 

Den 13-årige dreng var bare én blandt mange andre skæbner, jeg mødte på deres flugt fra rædslerne i Libyen. Hver dag behandlede jeg patienter, som havde været udsat for forfærdelige ting.

 

I internerings-centrene bliver mennesker på flugt vilkårligt tilbageholdt. De har ingen mulighed for at udfordre lovligheden af deres tilbageholdelse, og de har stort set ingen adgang til omverdenen.

 

Stuvet sammen i møgbeskidte rum uden ventilation mangler de adgang til rent vand, mad og lægehjælp. Men uhyrlighederne foregår også uden for internerings-centrenes mure.

 

Hoveder af børn i plasticposer

En mor til fire fortalte mig, at børn af blandede ægteskaber i Libyen bliver kidnappet. Hvis forældrene ikke kan betale løsesummen, bliver børnene halshugget og hovedet sendt i en plasticpose til forældrene. Det havde de oplevet i deres omgangskreds.

 

Hun var selv fra Sudan og turde derfor ikke længere blive med sin familie i Libyen, selvom hendes mand var fra Libyen.

 

Kamma leger med børn på båden i Middelhavet

Kamma leger med de børn, som sammen med deres forældre er flygtet fra Libyen. © Mohammad Ghannam

 

Jeg behandlede også mange voldtægtsofre og patienter med skader efter grov tortur.

 

Mennesker, der var blevet banket med træstykker, metalrør eller kæppe. Jeg så brækkede lemmer, der var vokset skævt sammen, fordi de aldrig var behandlet kirurgisk eller med gips.

 

Holdt som slave og pisket

En dag bankede det på døren til vores klinik. Det var sent om natten, og det havde været meget travlt. Nu var der ro på.

 

Det var altid de tunge historier, vi hørte om natten. Her henvendte voldtægtsofre sig for eksempel for at få hjælp. Nu hvor der var stille. 

 

Den nat ventede en 18-årig mand fra Mali udenfor. Han havde nogle sår, som vi gerne måtte kigge på. Han virkede nærmest undskyldende i sin opførsel.

 

Vi fik hans tøj af og så, at hele hans ryg og baller var fyldt med ar efter piskeslag. Han havde også to friske sår  - et på venstre skulderblad og på den ene balle. Sårene var så store som en hånd, og huden var flået helt væk. Sårene væskede.

 

En ung mand er blevet offer for tortur i Libyen

Her ses tydeligt de mange ar efter gentagende piskeslag på ryg og baller. © Mohammad Ghannam

 

Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Åh nej, hvad har han dog været igennem?”

 

Han var tydeligvis blevet tortureret. Pisket og slået systematisk. Han fortalte os, at han var blevet kidnappet i Libyen og holdt som slave og mishandlet i 10 dage. Det lykkedes ham til sidst at slippe fri.

 

Han ville rigtig gerne fortælle, hvad han havde været udsat for. Han ville gerne fortælle om forholdene i Libyen. Verden var nødt til at vide det.

 

Vred og forarget

Det var voldsomt at blive konfronteret med den her umenneskelighed.

 

For hvordan kan nogle mennesker bare mishandle andre mennesker uden at have nogen følelser i sig? Det er kynisk, og det gør mig vred. Og jeg bliver vred over, at det går ud over så mange mennesker.

 

Hvis det er én patient, så er det forfærdeligt. Men når der er så mange ofre, så virker det endnu mere uforståeligt, at det bare kan fortsætte.”

 

Kamma Skaarup er sygeplejerske og var i efteråret 2016 udsendt på et af vores redningsskibe på Middelhavet.

 

Sådan hjælper vi i Libyen

  • I mere end et år har vi behandlet patienter i internerings-centre i Libyen.
  • I Tripoli besøger vi hver uge syv internerings-centre for at yde lægehjælp. Centrene drives af libyske myndigheder. I alt har vi fået adgang til 16 interneringscentre.
  • I Misrata behandler vi patienter i fire internerings-centre.
  • Men der er mange andre interneringscentre, hvor vi ønsker at få adgang, men hvor det ikke er muligt på grund af vold og usikkerhed.