”Hvis du ikke søger hjælp i tide, risikerer du at dø”

Du kan læse om, hvordan Astrid kæmper for at redde drengen, der er indlagt på vores klinik i Bangladesh.
Astrid er udsendt til en af de store flygtningelejre i Bangladesh © Astrid Opstrup/Læger uden Grænser

Difteri kan i værste fald føre til kvælning. Vores sygeplejerske Astrid behandler lige nu børn smittet med den dødelige sygdom i Bangladesh – og det er altafgørende at nå frem til de små patienter, før det er for sent. 

”Inden jeg træder ind på vores klinik, er det første, jeg gør, at tage masken på. Difteri er nemlig meget smitsom.

 

Jeg arbejder på en af vores klinikker i Bangladesh, hvor vi yder sundhedshjælp til rohingya-flygtningene fra Myanmar. Lige nu er klinikken specialiseret i at modtage patienter, der er alvorligt ramt af difteri.

 

I første fase virker sygdommen ikke særligt alvorlig. Den kan minde om en grim forkølelse. Men difteri kan føre til døden, hvis man ikke får behandling i tide.

 

Da drengen på billedet kom til os, var han rigtig bange og ked af det. Han græd, og han var utryg ved situationen.

 

Jeg undersøgte ham straks. Han havde symptomerne på difteri – hoste og forkølelse. Så jeg kiggede grundigt ned i hans hals.

 

Som gråt tyggegummi

Hvis man har difteri, dannes der en membran, der ser ud som gråt tyggegummi. Nogle gange ses membranen kun i den ene side, andre gange i begge sider og endda bagtil i svælget.

 

Jo større membranerne er, jo farligere er det for patienten. De kan vokse sig så store, at de lukker halsen, og patienten dermed ikke kan trække vejret.

 

Drengen havde disse membraner og blev derfor indlagt hos os, da han tydeligvis havde difteri.

 

Hans far fortalte, at drengen havde været syg i nogle dage. Sygdommen var fremskreden. Og i sådan et tilfælde er det ikke nok at behandle med antibiotika alene.

 

Med tiden udvikler sygdommen sig: Membranen danner et toxin, som angriber vitale organer, og i sidste ende kan man dø.

 

Kan han tåle modgiften?

Derfor måtte jeg behandle ham med en modgift, som kaldes DAT (difteri antitoxin). Men denne modgift er virkelig skrap kost for kroppen. Så proceduren er først at finde ud af, om drengen kan tåle modgiften.

 

Først giver vi to injektioner i underhuden med et kvarters mellemrum, og hvis huden forbliver uden reaktioner, kan vi fortsætte med den egentlige DAT-behandling, som gives i blodåren. Desværre så vi efter anden injektion, at huden hævede og blev rød.

 

Det er et tegn på, at han måske ikke kan tåle behandlingen. Dog forsøger vi med en procedure, hvor vi giver små doser ad gangen.

 

I løbet af de næste tre timer skulle jeg derfor give ham en mikroskopisk dosis af modgiften hvert eneste kvarter og holde øje med, hvordan drengen reagerede på modgiften.

 

Det gik godt, men da jeg kun manglede at give ham de sidste to doser, begyndte han at hoste. Og lidt efter faldt iltmætningen i hans blod.

 

Jeg lyttede på hans lunger og fik endnu et dårligt tegn: Lungerne peb. Hvis jeg gav ham mere modgift, risikerede jeg, at hans lunger klappede sammen.

Jeg lyttede på hans lunger og fik endnu et dårligt tegn: Lungerne peb. Hvis jeg gav ham mere modgift, risikerede jeg, at hans lunger klappede sammen.

 

Så han fik aldrig de sidste to doser og desværre heller ikke den egentlige DAT-behandling. Vi måtte nøjes med at give ham antibiotika.

 

Drengen er heldigvis et særtilfælde. For langt de fleste af dem, der skal have DAT-behandlingen, kan tåle at få den. 

 

Løvernes konge

Han var stadig meget ked af det, så vi satte tegnefilmen ”Løvernes Konge” til at køre på en computer, vi altid havde med – og sangene i filmen fik faktisk smilet frem på hans ansigt. Han begyndte at grine.

 

Næste dag da jeg kom tilbage på klinikken, storsmilede han, da han så mig igen. Sådan gentog det sig hele dagen. Hver gang han så mig, brød han ud i det der store smil.

 

Så da han lige havde spist frokost og alligevel ikke havde sin maske på, kunne jeg ikke dy mig for at tage en selfie med drengen.

 

For det var også dejligt for mig at blive mødt med smil. Nu håber jeg bare, at han vil overleve, at bakterierne ikke har fået tag i kroppen og organerne, så antibiotikaen kan kurere ham.

 

Halsen var ved at lukke sig

En anden dag kom en treårig dreng ind på klinikken, og jeg kunne med det samme se, at den var helt gal.

 

Barnets hals var allerede ved at lukke sammen. Han havde svært ved at få luft, og drengen ville blive kvalt inden længe.

 

Vi gik straks i gang med at give ham modgift. Han kunne godt tåle den.

 

Jeg sad fra klokken 20 til tre om natten med den lille dreng, mens han fik modgiften.

Jeg sad fra klokken 20 til tre om natten med den lille dreng, mens han fik modgiften.

 

Nu ville tiden vise, om modgiften ville virke. Men det var desværre for sent. Han døde på hospitalet to dage senere.

 

Netop fordi de første tegn på sygdommen virker så uskadelige, er der en del, der som det lille barn kommer for sent til behandling.

 

Derfor er en anden og rigtig, rigtig vigtig del af vores arbejde i Bangladesh at oplyse flygtningene om sygdommen, så de kan nå frem og blive undersøgt – i tide.

 

For hvis de kommer for sent frem, kan selv vi ikke redde dem.”

 

Astrid Opstrup er udsendt som sygeplejerske for Læger uden Grænser i Bangladesh.

 

Sådan hjælper vi i Bangladesh:

  • Siden den 25. august 2017 har vi styrket vores indsats i Bangladesh. Vi driver 15 sundhedstilbud, heraf er der fem klinikker med faste sengepladser.
  • Vi har over 2.000 nationale og internationale medarbejdere.
  • Over 200.000 patienter har modtaget ambulant behandling, og knap 5.000 har været indlagt fra slutningen af august til slut december 2017.
  • Vi har behandlet over 4.300 patienter mod difteri, heraf har 231 patienter fået DAT-behandlingen. Størstedelen af patienter med difteri er mellem fem og 14 år. 
  • De sygdomme, vi ser flest af på vores klinikker, er luftvejsinfektioner og diarré-sygdomme. I begge tilfælde skyldes sygdommene de ringe boligforhold og mangel på rent vand og ordentlig sanitet.