De skal gennem dødszonen før de når vores hjælp

Vores sygeplejerske i det nordlige Irak - med med en nyfødt baby. © Læger uden Grænser
Vores sygeplejerske i det nordlige Irak - med en nyfødt baby. © Læger uden Grænser

De er udmattede, udsultede, rystede og i dyb sorg, når de når frem til vores sygeplejerske, der tager sig af de nyankomne. Dem, som er flygtet fra kampene om byen Hawija i det nordlige Irak og har overlevet turen gennem dødszonen. Læs hendes fortælling fra fronten:

”De er lige ankommet. En gruppe mennesker har klaret flugten fra Hawija. Øjnene flakker, og blikket er ekstremt vagtsomt. Jeg bemærker en lille dreng i sin mors arme. Hans små arme griber desperat ud i den tomme luft. Det er smertefuldt at se hans sult.

 

Der ligger en pakke kiks i en kasse foran ham. Jeg ser, at hans øjne fokuserer på kiksene. Han griber ud efter dem og kæmper med at få plastikindpakningen åbnet.

 

Han er for ung til at være så sulten og for ung til at forstå sine forældres beslutning om at flygte fra deres hjem for at overleve. Rundt omkring ham er folk samlet om kasserne med mad. Der spises desperat. Alle har manglet mad.

 

Dødszonen

På en og samme dag ankom der 647 mennesker fra byen Hawija, en by der kvæles i lidelse. De havde alle valgt flugten – vel vidende at det ville blive en livsfarlig rejse.

 

De ved, at de risikerer at blive henrettet, hvis de bliver fanget, når de forsøger at flygte ud af byen. For dem, der når ud af byen, venter der en syv kilometer lang og livsfarlig vandring.

 

De flygter ofte om natten og skal krydse ørkenen, der er oversået med landminer og hjemmelavede bomber – og ikke nok med det så er der også risikoen for at blive skudt af snigskytter.

 

Forleden aften blev adskillige familier fanget og henrettet, da de forsøgte at flygte ud af byen. Det er en risiko, som de flygtende kalkulerer med: Hvis de vil overleve, koster det dem måske livet. Men dem, der befinder sig foran mig, har klaret turen i live.

 

Bevar fatningen

Der sidder en ældre mand for sig selv. Han trækker vejret i korte stød med en høj hvæsende lyd. Jeg giver ham noget Ventolin (astmamedicin), så han kan trække vejret bedre. Så begynder han at hulke, og tårerne løber ned ad hans kinder.

 

Hans søn er stadig i Hawija. Mere behøver han ikke fortælle.

 

Nogle gange er det så overdrevent svært at bevare fatningen og den professionelle attitude, når jeg konfronteres med flygtningenes historier. Jeg mærker tårerne, der presser sig på. De vil ud. Men jeg holder dem tilbage.

 

Jeg kan ikke finde på noget passende svar til den gamle, så jeg siger: ”Inshallah (om gud vil det) vil din søn også komme i sikkerhed her.”

 

Han kigger på mig med sine blanke øjne og gentager ”Inshallah” og kigger op mod himlen.

 

I går mistede to små børn deres mor, da hun trådte på en landmine, mens de var på vej mod sikkerheden. Det er som om, at den luft, jeg trækker ind, er ladet med lidelser.

 

Overlevelsesinstinkt

En otteårig dreng henvender sig til mig, fordi hans lillesøster er syg. Han fortæller mig, at han ikke har sovet i dagevis, fordi de unge drenge har vogtet over kvinderne, når det er nat. Han er alvorlig og virker stærk, men han viser ingen følelser.

 

Jeg ser børn, der gemmer mad i deres lommer. Synet af det skærer mig i hjertet – de har endnu ikke sluppet det, de kom fra og er stadig på ren overlevelse.

 

Børn med sprængstykker

I løbet af den sidste uge er adskillige børn kommet hertil med krigsskader. Vores læge har fjernet sprængstykker og metaldele fra deres lemmer, og dem der havde brug for videre behandling, er blevet overført til hospitalet i Kirkuk, der støttes af Læger uden Grænser.

 

Vi ser kun dem, der klarer det. Dem, der har overlevet den farefyldte rejse og når frem til ”entry points”* bag ved frontlinjen. Vi ved, at der er mange, der er blevet efterladt.

 

Overvældet

Vi er nu ved et andet ”entry point” med den mobile klinik. En ung mand kollapser, da han ankommer. Han er ligbleg og helt væk, men i live. Han bliver båret over til vores klinik, mens jeg arbejder på at få liv i ham.

 

Så ser jeg tårer i hans øjenkrog. Han ligger paralyseret på gulvet og græder, indtil han får kræfter til at sætte sig op.

 

Han fortæller mig, at hans forældre blev dræbt for nylig, og at hans bror stadig er i Hawija. Han tører en tåre bort og fortæller, at hans kone er gravid med deres første barn, og at han føler sig overvældet af usikkerhed.

 

Vi sidder på klinikkens gulv, da hans gravide kone kommer hen til os, og de græder sammen. Han mener, jeg har reddet hans liv, så han vil bede for mig hver aften.

 

Vi øger kapaciteten

Vi er først begyndt at arbejde i området for nylig, så vi bygger op fra grunden. Den humanitære hjælp i Hawija-regionen er begrænset, specielt set i lyset af de store behov. Derfor er vi i gang med at øge vores kapacitet omkring byen.

 

Vi har fået adgang til flere ”entry points”, ved Hawija for at sikre mere hjælp til mennesker på flugt og krigssårede. Vi øger vores lægehold, så vi kan behandle flere patienter, for behovet for vores hjælp er tydelig.

 

Vores patienter udviser bemærkelsesværdig stor, men ydmyg taknemmelighed for vores arbejde. Så selv om luften tynges af grumme oplevelser og historier, så er vi præcis der, hvor vi skal være.”

 

Sådan slutter vores sygeplejerske Mariko Miller sit rejsebrev. Hun arbejder blandt andet i en mobilklinik, der besøger de ”entry points” uden for byen Hawija sydvest for Kirkuk.  

 

De fleste ved, at der udspiller sig hårde kampe om byen Mosul, men det samme er tilfældet omkring Hawija, der ligger sydvest for Kirkuk. Byen har været besat af væbnede grupper de seneste to år.

 

Siden august sidste år er kampene om byen intensiveret, og flere end 80.000 mennesker er flygtet mod Kirkuk for at komme i sikkerhed.

 

Vi arbejder med udgangspunkt i byen Kirkuk, hvor vi også støtter akut-behandlingen på to hospitaler.

 

*  ”Entry points” er en form for check points, hvor dem, der flygter fra Hawija, kan krydse frontlinjen. Her modtager de førstehjælp, hvis der er mulighed for det. Kvinder og børn transporteres videre til lejre ved Kirkuk, mens mændene tilbageholdes for at blive sikkerhedstjekket. 

  • Irak

    Indbyggere: 36,4 mio.
    Forventet levealder: 66/72 år
    Børnedødelighed: 32 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 833


    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Irak i 2003.
     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO