Børnene er en del af mit liv

Astrid Opstrup er udsendt til Den Centralafrikanske Republik, hvor hun arbejder på en børneafdeling.

Astrid Opstrup har siden januar været udsendt til Den Centralafrikanske Republik, hvor hun underviser lokale sygeplejersker på en neonatal- og børneafdeling. Hun ser hver dag, hvilken forskel Læger uden Grænser gør for nyfødte og små børn på hospitalet - men ikke alt kan lade sig gøre ude i bushen.

På min første dag på hospitalet mødte jeg en lille pige på 5 år. Hun var indlagt med forbrændinger. Hun lå med armene bundet ind i bandager og kiggede afventende på mig med sine store øjne. Jeg talte med hende, lidt på dansk, lidt på engelsk. Bare for at vise hende at jeg ville snakke og var venlig, så hun ikke blev bange.

 

Hun smilede og smilede, tog mig i hånden og begyndte at tale til mig på det lokale sprog sango.

 

Hun besøger stadig hospitalet indimellem. Hun kommer altid løbende, når hun ser mig, og giver mig et stort knus. Det er enormt dejligt, at hun stadig husker mig. Vi kan ikke tale sammen, men hun kigger bare. Nogle gange er hun en halv dag på hospitalet. Hun er nu en del af mit liv hernede.

 

Denne pige har gjort et særligt indtryk på vores udsendte sygeplejerske Astrid Opstrup.

Denne fem-årige pige kigger stadig forbi hospitalet i Bangassou for at besøge Astrid

 

Vi har mange børn indlagt med forbrændinger eller skoldninger på hospitalets børneafdeling. Når man går gennem landsbyen Bangassou, hvor hospitalet ligger, kan man se ildstederne uden for husene under små halvtage. Der er åbne ildsteder, og rundt omkring løber børnene og leger.

 

De helt små tumler rundt, og ofte er der ikke lige en mor i nærheden. Mødrene er hjemme og laver mad og passer de 5-7 eller måske 10 børn, de har, samtidig med at de også holder øje med naboens børn.

 

Mødrene er derfor ofte travlt optaget og har ikke mulighed for hele tiden at holde øje med børnene. Det betyder desværre, at mange børn enten falder og lander i ilden eller får kogende vand ned over sig.

 

De bliver forbrændt på benene, på maven og også i ansigtet, og de er indlagt i relativt lang tid os. Vi renser deres brandsår og giver dem forbindinger på. Vi sørger for, at de mere eller mindre kan bruge deres arme og ben igen.

 

Jeg arbejder normalt som neonatal-sygeplejerske, så jeg er ikke så vant til at have med lidt større børn at gøre. Det betyder meget, når børn kigger på mig, smiler og er glade hver gang.

 

De er ikke bange for mig, men bare glade for at se mig, og familierne er glade og taknemmelige over, at vi har hjulpet dem på alle måder, vi kunne.

 

Astrid Opstrup med børn på hospitalet i Bangassou i Den Centralafrikanske Republik

 

I sådan situationer kan jeg mærke at mit arbejde giver mening. Jeg opdager pludselig, hvorfor jeg som dansk sygeplejerske tilsidesætter søndagsbrunch på Vesterbro og rejser 5.800 kilometer stik syd for at hjælpe mennesker, som jeg ikke kender. For dér bliver det klart, at det er betydningsfuldt arbejde, og at det betyder noget for de enkelte patienter.

 

Børnene kan med vores hjælp fungere igen - de kan komme tilbage til det liv, som de havde før. Det gør jo, at man får lyst til arbejde videre – selvom man er lidt træt og kun har haft én fridag på to måneder.

 

 

Et hårdt samfund

Det er et stort projekt her i Bangassou, fordi det er et rigtigt hospital med alt, hvad det indebærer. Læger uden Grænser leverer både medicin og udstyr til hospitalet. Vi har en medicinsk og kirurgisk afdeling, børneafdeling, neonatal-afdeling, fødegang, operationsgang og akutmodtagelse.

 

Derudover kan vi tage røntgenbilleder, når apparatet altså ikke er overophedet, hvilket det bliver næsten dagligt pga. varmen. Vi arbejder i et tropisk klima med 34-36 grader hver dag, hvilket både udfordrer vores tekniske udstyr og vores egen evne til at præstere på højeste niveau.

 

Men selvom hospitalet er velfungerende, så har vi ikke de samme muligheder, som på et hospital i Danmark. Det har jeg nogle gange svært ved at acceptere.

 

Vi havde for eksempel en kun tre uger gammel dreng, som havde en infektion i lungerne. Barnet blev modtaget i vores skadestue og kunne slet ikke trække vejret. Vi havde brug for ilt, og det skulle være nu. Så han kom op til os på neonatal-afdelingen, vi gav ham ilt og antibiotisk behandling lige med det samme. Men det var det, vi kunne gøre.

 

Barnet var panisk angst – jeg kunne se det i hans øjne. Han kunne ikke trække vejret og blev langsomt kvalt.

 

I den situation mangler jeg det, som jeg kan gøre i Danmark. På et hospital i Danmark ville jeg for eksempel løbende kunne pumpe luft ned i lungerne for at hjælpe barnet med at trække vejret. Men her i Bangassou har vi ikke lufttryk i væggene.

 

Vi har elektricitet på hospitalet, og vi kan give ilt, men det er ikke det, som denne dreng havde brug for. Barnet havde behov for at blive lagt i respirator for ikke at skulle trække vejret selv, fordi barnet var ved at blive kvalt.

 

I en respirator venter man på, at infektionen er gået over. Her ventede jeg på, at barnet døde. Det var hårdt.

 

Der gik to dage, og så blev han træt og helt stille. Så holdt han op med at kæmpe. Han blev mere og mere blå, selvom han var et lille sort barn. Han blev mere blå, fordi han ikke længere fik nok ilt. Han døde efter tre til fire dage.

 

Neonatalafdelingen på hospitalet i Bangassou

Neonatal-afdelingen på hospitalet i Bangassou.

 

De fleste børn overlever

Vi kan ikke gøre mere, for vi har ikke andre muligheder på hospitalet. Der er ikke noget, jeg kan gøre for at ændre det. Men det er et hårdt samfund at leve i, når man er vant til noget andet.

 

Vi kan altid håbe på, at der sker et mirakel, og barnet ikke dør. Men det her er Afrika. I Danmark kan man heller ikke bare lade sådan et barn ligge. Man ville putte ham i respirator med det samme.

 

Men jeg ved stadig, at Læger uden Grænser gør en stor forskel. Langt de fleste børn overlever på hospitalet, mødre dør ikke under fødslen, og vi har mulighed for at udføre operationer (der er ikke mange kirurger her i landet). Kvinderne kan blive tilset af en gynækolog og få fødselshjælp. Det afhjælper mange kejsersnit, som er en kæmpe risiko her i landet.

 

Derfor hjælper det, at jeg er her. Derfor er det vigtigt, at Læger uden Grænser sender mig herned. Jeg ved det, for jeg ser det hver dag, gennem det arbejde jeg er en del af og gennem de mennesker, jeg møder hver dag.

 

Hver dag ser jeg sygeplejerskerne her blive bedre. Dét er netop hele pointen med at være her - at støtte op om det og at de lokale oplever, at vi kan hjælpe med at uddanne dem til at blive bedre og redde flere liv.

 

Læger uden Grænser har arbejdet på hospitalet i Bangassou siden begyndelsen af 2014, og vi arbejder også flere andre steder i landet. Vi er en af de største udbydere af gratis sundhedsydelser i Den Centralafrikanske Republik.

 

Tilføj kommentar

Hold en god tone når du debatterer. Læs vores kommentarpolitik her

  • Den Centralafrikanske Republik

    Indbyggere: 4,9 mio.

    Forventet levealder m/k: 51/54 år
    Børnedødelighed: 130 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 2.760


    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Den Centralafrikanske Republik i 1997. 

     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO