Astrid hjemvendt fra Yemen: Mødrene kan ikke amme deres sultne børn

En lille pige får behandling for underernæring på et hospital i Yemen.
En lille pige får behandling for underernæring på et hospital i Yemen. © Malak Shaher

Vores sygeplejerske Astrid er lige kommet hjem efter tre måneder i Yemen. Midt i en hverdag med bombefly i luften har hun behandlet mange spædbørn, som ellers ville dø af sult. Her fortæller hun om de underernærede børn på hospitalet, og om det bombeangreb, der fik dørene til at ryste. 

”Jeg har været i felten flere gange med Læger uden Grænser i Afrika – men jeg har aldrig set så mange afmagrede børn som i Yemen.

 

Hver dag tog vi imod helt små børn, som ikke havde fået nok næring. Spædbørn på mellem fire og seks måneder, som vejede mindre end en nyfødt.

 

Sundhedssystemet er langsomt kollapset. De patienter, vi behandlede, havde ofte ikke andre steder at gå hen for at få gratis lægehjælp.

 

Svært ved at trække vejret

Der var særligt en dreng, som gjorde indtryk på mig. Han var et halvt år og vejede kun 2,5 kilo, da hans mor mødte op på hospitalet med ham.

 

Drengen havde ikke fået noget at spise i lang tid og var så afkræftet, at han havde svært ved at trække vejret.

Drengen havde ikke fået noget at spise i lang tid og var så afkræftet, at han havde svært ved at trække vejret.

 

Hans mor havde ikke fået nok mad og kunne derfor ikke producere den modermælk, der skulle til for at give ham næring. Han var så syg, at vi ikke kunne redde ham. Han døde efter kort tid på hospitalet.

 

Sådan er situationen for rigtig mange mødre i Yemen.

 

Konflikten har gjort fødevarer dyre og svære for almindelige mennesker at få råd til. Mad er for de rige.

 

De mødre, som jeg mødte på hospitalet, havde ikke råd til at få nok mad på bordet.

 

Astrid undersøger et underernæret barn på hospitalet.

Astrid undersøger et underernæret barn på hospitalet. © Læger uden Grænser

 

Havde ikke energi til at græde

Børnene havde ofte infektioner, vejtrækningsproblemer, og nogle var så svage, at de ikke kunne spise selv.

 

Vi måtte lægge en sonde på de hårdest ramte børn og give noget mælkepulver, som er udviklet specielt til underernærede børn.

 

Nogle børn var så trætte og underernærede, at de ikke engang havde energi til at græde.

 

Selvom det lykkedes os at hjælpe mange små børn tilbage til livet, var der også børn, som ikke stod til at redde.

 

For 100 kroner kan vi købe 26 portioner beriget mælk

 

Frygten for hospitalsangreb

De civile betaler en alt for høj pris for konflikten i Yemen. De lever ikke bare et liv i frygt for at dø af sult. De frygter også de vilkårlige luftangreb og snigskytterne.

 

Den første tid i Yemen virkede bombeangrebene underligt langt væk - men alligevel så tæt på.

 

I august var vores hospital blevet angrebet fra luften. Mange havde mistet venner og kollegaer.

 

De dage, hvor der var bombefly i luften, kunne vi mærke, at der ikke kom så mange patienter på hospitalet som normalt. Der var også patienter, der lod sig udskrive.

 

De var simpelthen bange for at være hospitalet efter det, der var sket.

 

Det har store konsekvenser for befolkningen, når krigens parter ikke respekterer, at vi er der for at hjælpe de sårede og syge.

 

Vidste du:

  • 14,8 millioner mennesker har ifølge FN ikke adgang til lægehjælp. Det er over halvdelen af Yemens befolkning.
  • Flere end tre millioner børn, gravide og ammende kvinder lider ifølge FN af underernæring – heraf er tæt på halv million børn under fem år i fare for at dø af sult.

 

En otte måneder gammelt barn lider af alvorlig underernæring og er indlagt på et hospital, som Læger uden Grænser støtter.

Et otte måneder gammelt barn lider af alvorlig underernæring og er indlagt på et hospital, som Læger uden Grænser støtter. © Rawan Shaif

 

Bombeflyene fløj lavt

Jeg hørte om bombeangrebene til vores sikkerhedsbriefinger hver morgen – hvor de slog ned, hvor mange gange og hvor mange mennesker, der var døde.

 

Efter et par måneder i Yemen begyndte situationen at ændre sig. Vi mærkede en optrapningen af konflikten.

 

Der var bombefly, der fløj lavt hen over vores bygning for at bombe andre steder. Vi hørte dem flyve ud og hjem.

 

Det var meget specielt at høre brølene fra flyene, der suste forbi. Så ved man, at om lidt er der mennesker, der bliver ramt, og det kan være alle: militær, oprørsgrupper eller civile. Det er en ubehagelig følelse at sidde med.

 

Braget rystede vores hus

Det første bombeangreb, jeg rigtig oplevede, var en tidlig morgen.

 

Vi var nogle stykker, der sad og spiste morgenmad, da vi hørte lyden. Jeg havde ikke lagt mærke til lyden af flyene, men pludselig hørte vi braget. Sådan en dump lyd.

 

Det næste brag rystede hele huset. Dørene rystede.

 

Hver gang der var fly i luften – dag og nat – blev vores sikkerhedsansvarlige ringet op med det samme af vagterne, der var på kontoret og i det hus, hvor vi boede. Der var stor opmærksomhed omkring det.

 

Sådan så det ud efter at Abs-hospitalet i det nordlige Yemen blev bombet i august 2016. I slutningen af året åbnede hospitalet igen.

Sådan så det ud, efter at Abs-hospitalet i det nordlige Yemen blev bombet i august 2016. Astrid var med til at genåbne hospitalet i slutningen af sidste år. © Rawan Shaif

 

Klokken otte gik vi til morgenmøde på kontoret. Stort set alle vores lokale kollegaer mødte også op, selvom de også havde hørt bomberne falde.

 

Det var en militærlejr, der var blevet angrebet – lidt uden for den by, vi boede i.

 

Bombeangrebene blev ved, mens vi havde møde. De bombede otte gange, indtil der blev helt stille.

 

I sorg over dræbte venner og kollegaer

Vi måtte ikke tage af sted til hospitalet.

 

Vores lokale medarbejdere fik at vide, at de ikke behøvede tage på arbejde, hvis de følte sig meget utrygge. Og hvis andre ansatte ringede og ikke turde komme på arbejde på hospitalet, skulle de acceptere det.  

 

Det var meget tydeligt, at de lokale medarbejdere var mærkede af episoden i august. Alle havde mistet venner og kollegaer.

 

Det er uhyggeligt, at ikke engang hospitaler er sikre i Yemens borgerkrig. Alle krigens parter er nødt til omgående at stoppe de vilkårlige angreb på civile og hospitaler.

 

Og så er der brug for massiv international støtte for at kunne hjælpe de mange millioner mennesker, der er desperate efter lægehjælp og mad.”

 

Læger uden Grænser redder liv på 12 hospitaler og sundhedscentre i Yemen, og vi støtter også flere end 30 hospitaler og sundhedscentre med medicin og udstyr. Astrid Opstrup har været udsendt i tre måneder som ledende sygeplejerske på Abs-hospitalet i det nordlige Yemen. 

 

Støt Læger uden Grænser

  • Yemen

    Indbyggere: 26,8 mio.

    Forventet levealder m/k: 64/67 år

    Børnedødelighed: 42 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

    Medarbejdere i 2016: 1.317
     

    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Yemen i 1994. 

     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO