5 spørgsmål til vores læger i Gaza

Konflikten i Gaza gør, at vi har måttet øge indsatsen for at hjælpe de mange tilskadekomne. Vores læger fortæller her om, hvad de ser af skader, og hvordan vi arbejder i området.

1. Hvor mange patienter har I modtaget, og hvordan vil I øge jeres indsats i Gaza?

Indtil den 15. maj har vi taget imod flere end 1.000 patienter på vores klinikker i Gaza. Det er det højeste antal patienter, vi har modtaget siden åbningen af ​​projektet i 2007. Derfor har vi været nødsaget til at øge vores kapacitet for at kunne håndtere den massive tilstrømning af patienter, der er blevet skudt – og for at kunne fortsætte med at behandle vores normale patienter.

Nu udvider vi vores kapacitet, så vi kan klare 1.500 patienter. Vi ansætter og uddanner flere end 30 ekstra sygeplejersker. Vi rekrutterer ekstra læger og vil snart rekruttere flere fysioterapeuter til den post-operative behandling.

Vi har også rekrutteret et ekstra team af kirurger den 12. april. Men vi bekymrer os allerede nu over, om vi vil have nok mandskab til at behandle de mange tilskadekomne patienter, som har behov for hjælp.

2. Kan I bekræfte brugen af skarp ammunition og eksplosive kugler?

Ja. Læger uden Grænser bekræfter, at vi i perioden 1. april – 15. maj har modtaget flere end 800 patienter med skader fra skarp ammunition på vores klinikker i Gaza.

Ved mange af de patienter, vi modtager, er der både ind- og udgangs sår fra skuddet. Så vi kan ikke bekræfte brugen af eksplosive kugler. Men Læger uden Grænser fordømmer brugen af enhver form for skarp ammunition mod fredelige demonstranter.

3. Kan I bekræfte, at der mest er blevet skudt efter benene?

Ja, vi bekræfter, at der bevidst er blevet skudt efter nedre kropsdele. Vi har observeret, at 90 % af patienterne er blevet skudt i benene. 10 % er blevet skudt i knæene.

4. Hvad er sværhedsgraden af de skader, I modtager på jeres klinikker?

50 % af de patienter, vi modtager, lider af brud, som kræver en langsigtet behandling, og muligvis flere kirurgiske indgreb efterfulgt af en lang rehabiliteringsperiode. Dette kan strække sig over måneder eller måske flere år. Selv med passende pleje er risikoen for langvarige handicap stadig til stede.

Patienternes skader kan have forskellige sværhedsgrader. Nogle patienter udskrives efter en måned, hvis de har et simpelt sår, som kan helbredes på kort tid – eftersom de for det meste er unge og sunde.

Nogle af skaderne er meget alvorlige og med varige skader. Ved nogle brud er knoglerne knust til små stykker. Det bløde væv kan også blive beskadiget ved åbne sår, der kan være så store, at man kan have sin hånd i det.Nogle gange observerer vi massive flænger i vævet, som skader sener og knogler. Alt blødt væv omkring er tabt.

I slutningen af ​​april havde 37 % af patienterne behov for en langsigtet rehabilitering/operationer.

5. Hvor gamle er de patienter, I modtager på jeres klinikker? Er der flest mænd?

Den gennemsnitlige alder på de patienter, vi behandler på vores klinikker, er 24 år. I alt har Læger uden Grænser behandlet 18 patienter under 18 år. Den yngste patient er 8 år gammel (tal fra 15. maj 2018).

812 af de patienter, vi har modtaget, er mænd, mens 14 af dem er kvinder (tal fra 15. maj 2018).

Palæstina (Gaza/Vestbredden)

Indbyggere: 5,3 mio.

Forventet levealder m/k: 73/76 år

Børnedødelighed: 17 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2021: 392

Læger uden Grænser arbejdede første gang i Palæstina (Gaza og Vestbredden) i 1989.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO