Følgende er fra vores internationale aktivitetsrapport fra 2008. Teksten opdateres årligt.
![]() Foto: © Julie Rémy |
Læger uden Grænser er stadig den vigtigste leverandør af omsorg for landets hiv-positive patienter. For bedre at kunne tilse patienter i hjemmet, begyndte Læger uden Grænser at udvide hiv/aids-behandlingen til mindre sundhedscentre i Conakry og i Guinée Forestière-regionen. Behandling, frivillige tests og psykosocial rådgivning blev tilbudt, sundhedspersonalet undervist og de medicinske enheder blev opgraderet.
Flere end 3.500 patienter modtog antiretroviral medicin (ARV) ved udgangen af 2008 heriblandt mange hiv-patienter, som også var ramt af tuberkulose. Det er ikke sandsynligt, at Læger uden Grænser kan overdrage hiv/aids-behandlingsprojekterne til guinéanske myndigheder på grund af sundhedsministeriets manglende ressourcer og mangel på kvalificeret personale.
Fremstød for bedre behandling af malaria
I Dabola overdragede Læger uden Grænser sit behandlingsprogram for malaria til de lokale myndigheder. Efter at have foreslået de guinéanske sundhedsmyndigheder at anvende artemisinin-baseret kombinationsterapi (ACT), en mere effektiv behandling af malaria, har Læger uden Grænser i 2008 også presset for anvendelsen af ASAQ, som er en let anvendelig kombinations-dosis, der er en effektiv og billig behandling, udviklet af Drugs for Neglected Diseases initiative (DNDi).
I samarbejde med guinéanske skuespillere blev der produceret en film på tre sprog, fransk, malinké og peulh for at promovere anvendelsen ASAQ. Sundhedsmyndighederne i Dabola, som har medtaget anvendelsen af ASAQ i deres sundhedspolitik, overtog Læger uden Grænsers projekt i november 2008.
Uacceptable fængselsforhold
I september 2008 begyndte Læger uden Grænser en hasteaktion i det civile fængsel i Guéckédou. Ved ankomsten blev der konstateret underernæring hos hver tredje af de mandlige fanger, og en ud af fem led af alvorlig og akut underernæring.
De frygteligt uhygiejniske forhold havde forårsaget dehydrering og udbredte hud- og luftvejsinfektioner. Børn og voksne var sammen i overfyldte celler, og indsatte med tuberkulose var blandet med andre indsatte. Medicinsk hjælp var kun mulig af og til. Læger uden Grænser reagerede hurtigt på denne situation med uddeling af terapeutisk mad i ca. tre måneder. Flere hold foretog medicinske konsultationer, uddelte medicin, sørgede for materiel til vandforsyning, sanitet og personlig hygiejne og udførte evalueringer og vaccinationer i tre af landets andre fængsler (Mamou, Boké og Gaoual). Læger uden Grænser fremlagde i begyndelsen af 2009 en rapport og udsendte en offentlig fordømmelse af forholdene.
Kampen mod kolera
Kolera er fortsat et problem i Guinea. Mens Conakry blev alvorligt ramt i 2007 forblev koleraen mere eller mindre i kystområdet Guinée Maritime-regionen (nord for Conakry) i 2008. Læger uden Grænser donerede medicinsk materiel og medicin i Boké og organiserede undervisning af ca. 100 sundhedsmedarbejdere fra forskellige sundhedscentre i hovedstaden.
Guinea
Indbyggere: 9,8 mio. Forventet levealder: 54 år Børnedødelighed: 146 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år MSF medarbejdere i 2009: 175 MSF har arbejdet i Guinea siden 1984 Kilder: MSF og WHO |
| Mere |