Hvem er vi

 

Takketale - Nobels Fredspris 1999

I 1999 modtog Læger uden Grænser (MSF) Nobels Fredspris for sit arbejde med truede befolkninger. Den følgende takketale blev holdt i Oslo den 10. december 1999 af læge James Orbinski, daværende præsident for MSF´s internationale råd.


- Deres majestæter, Deres højhed, medlemmer af den norske Nobelpriskomite, excellencer og mine damer og herrer:

Befolkningen i Tjetjenien og Grozny har nu i mere end tre måneder udholdt den russiske hærs tilfældige bombardementer. For disse mennesker er humanitær hjælp et så godt som ukendt begreb. Det er de gamle, de syge og de svagelige, der ikke kan flygte fra Grozny.
Værdighed for mennesker i krise spiller en stor rolle i den pris, De uddeler i dag, og vi takker for anerkendelsen af vores arbejde med menneskelig værdighed. Jeg vil i dag appellere til Hans excellence, Den Russiske Ambassadør, og gennem ham til Præsident Jeltsin om, at man stopper bombardementerne af forsvarsløse civile i Tjetjenien. Mens konflikter og krige er statsanliggender, er brud på menneskerettighederne, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden et anliggende for os alle - som civilt samfund, som borgere og som mennesker.

Lad mig straks sige, at vi modtager den ekstraordinære anerkendelse, Nobelpriskomiteen har vist MSF, med oprigtig taknemmelighed. Men vores tanker går også til de mange udstødte mennesker, hvis værdighed, der dagligt øves vold imod. Det drejer sig om glemte befolkninger i fare, som gadebørn, der kæmper en daglig kamp for at overleve af resterne fra de riges bord - de, som er en del af den sociale og økonomiske verdensorden. Det drejer sig også om de illegale flygtninge, vi arbejder med i Europa, som er nægtet politisk status og er bange for at søge lægehjælp, fordi en sådan kontakt kan medføre deres udvisning.

Vi hjælper mennesker i krise. Og det er vi ikke færdige med. Ved at bringe medicinsk nødhjælp til mennesker i nød forsøger vi at beskytte dem mod inhuman behandling. Humanitær handling er mere end almindelig generøsitet og velgørenhed. Det sigter mod at skabe normale tilstande i dét, der er grundlæggende anormalt. Udover at yde materiel assistance sigter vi mod at gøre mennesker i stand til at genvinde deres rettigheder og menneskelige værdighed. Som en uafhængig, frivillig organisation er vi forpligtet til at yde lægehjælp til nødstedte mennesker. Men vi handler ikke i et tomrum, og vi taler ikke mod vinden, men med en klar interesse i at hjælpe, fremprovokere forandring og afsløre uretfærdighed. Vores handlinger og holdninger udspringer af indignation, og vi nægter at acceptere både aktive og passive overgreb mod andre.

Den ære, I viser os i dag, kunne også være vist mange andre organisationer eller værdige individer, der kæmper i deres eget samfund. Men I har truffet et klart valg ved at prioritere MSF. Vi startede formelt i 1971 som en gruppe af franske læger og journalister, der besluttede at stille sig til rådighed for mennesker i kriser. Det har somme tider betydet en afvisning af stater, der direkte praktiserer overgreb mod menneskers værdighed. Stilhed er længe blevet forvekslet med neutralitet og blevet erklæret en nødvendig tilstand for humanitær handling. MSF blev etableret i modstand mod denne antagelse. Vi hævder ikke, at ord altid kan redde liv, men vi ved med sikkerhed, at stilhed kan dræbe. I de 28 år vi har eksisteret, har vi bestemt og konsekvent været tilhængere af dette syn på fornægtelse. Det er vores stolte identitetsgrundlag, og den dag i dag kæmper vi som en mangelfuld bevægelse, der dog er stærk på grund af vores frivillige medarbejdere, vores nationale personale og millioner af donorer, som støtter MSF finansielt og moralsk. Vi deler vores ære med alle, som på den ene eller anden måde kæmper hver eneste dag for at opretholde den skrøbelige realitet, der hedder MSF.

Humanitet opstår, når det politiske system svigter eller er i krise. Vi tager ikke politisk ansvar for givet og arbejder for at lette de inhumane konsekvenser af den fejlantagelse. Vores arbejde er politisk uafhængigt, og det er det politiske systems ansvar at sikre, at humanitet kan eksistere.

Det kræver nogle rammer at kunne udføre humanitært arbejde. I en konflikt er de rammer international humanitær lov. Den fastlægger rettigheder for ofre og humanitære organisationer. Den sørger for, at staterne respekterer disse rettigheder, og den sanktionerer landenes vold som krigsforbrydelser. I dag fungerer disse rammer ikke. Adgang til ofre for konflikter bliver ofte nægtet. Humanitær hjælp bliver endda brugt som et krigsværktøj af de krigsførende magter. Og endnu værre ser vi, at det internationale samfund militariserer humanitær hjælp.

I dette ikke fungerende system vil vi råbe politikerne op for at få dem til at indse, at de ikke kan flygte fra ansvaret. Humanitet er ikke et værktøj til at stoppe krig eller skabe fred. Det er civile borgeres svar på politisk fiasko. Det er en øjeblikkelig, kortsigtet handling, som ikke kan erstatte nødvendigheden af langsigtet politisk ansvar. Vores ansvar er at have en etik om fornægtelse. Vi vil ikke tillade, at nogen politisk fiasko eller uretfærdighed bliver "sminket" eller renset for dens betydning. Forbrydelserne imod humanitet i Bosnien-Hercegovina i 1992. Folkemordet i Rwanda i 1994. Massakrerne i Zaire i 1997. De tilfældige overfald på civile i Tjetjenien i 1999. Disse begivenheder kan ikke maskeres som "kompleks humanitær katastrofe" eller "intern sikkerhedskrise". - Eller af nogen anden forskønnende omskrivning som om de var vilkårlige, politisk uafhængige begivenheder. Sprog er definerende. Det indrammer problemet og definerer svaret. Det definerer også rettigheder - og derfor ansvar. Det definerer, hvorvidt et lægeligt eller et humanitært svar er passende. Og det definerer, hvorvidt et politisk svar er upassende. Ingen kalder en voldtægt en "kompleks gynækologisk katastrofe". En voldtægt er en voldtægt, ligesom et folkemord er et folkemord. Og begge dele er en forbrydelse. For MSF er dette en humanitær handling: At søge at lindre lidelse, at forsøge at genoprette selvbestemmelse, at bevidne sandheden om uret og at insistere på politisk ansvar.

Det arbejde, MSF udfører, opstår ikke i et tomrum, men i en social orden, der både optager og udstøder mennesker, som både bekræfter og benægter og som både beskytter og angriber. Vores daglige arbejde er en intens kamp, lægeligt og personligt. MSF er ikke en formel institution, og bliver det med blot en lille smule held aldrig. MSF er en civil samfundsorganisation, og i dag spiller det civile samfund en ny global rolle. Det har en ny uformel berettigelse, som bunder i dets handlinger og i dets støtte fra den offentlige mening. Berettigelsen bunder også i modenheden af det civile samfunds hensigter. - i for eksempel menneskerettighederne, miljø- og nødhjælpsorganisationerne og selvfølgelig den retfærdige handel. Konflikter og vold er ikke de eneste årsager til bekymring. Vi, som medlemmer af det civile samfund, vil beholde vores rolle og vores magt, hvis vi forbliver klare i vores hensigter og uafhængighed.

Som civilt samfund eksisterer vi i et forhold til staten, til dens institutioner og dens magt. Vi eksisterer også i et forhold til andre ikke statslige aktører som den private sektor. Vi skal ikke flytte statens ansvar. Statens endelige ansvar skal medregnes - ikke ses bort fra, når der skal skabes balance mellem offentlige og private interesser og sikres, at der eksisterer en retfærdig social orden. Vi skal ikke tillade et humanitært alibi til maskering af statens ansvar for at sikre retfærdighed og sikkerhed. Vi skal ikke blive statens medadministrator af elendighed. Hvis det civile samfund identificerer et problem, er det ikke dets opgave at løse det, men at forvente, at staterne vil løse det konkret og retfærdigt. Kun staten har beføjelserne og magten til at gøre det.

I dag, i den globaliserede markedsøkonomi, konfronteres vi med en stigende uretfærdighed. Mere end 90 procent af alle dødsfald og lidelser på grund af infektionssygdomme finder sted i udviklingslandene. Nogle af årsagerne til at mennesker dør af sygdomme som aids, tuberkulose, sovesyge og andre tropiske sygdomme er, at livsnødvendig medicin enten er for dyr eller utilgængelig, fordi den ikke betragtes som økonomisk levedygtig, eller fordi man stort ser ikke prioriterer ny forskning og udvikling indenfor medicin for tropiske sygdomme. Denne fejltagelse fra markedets side er vores næste udfordring. Udfordringen er dog ikke vores alene. Det er også regeringers, internationale regeringsinstitutioners, medicinalindustriens og andre nødhjælpsorganisationers ansvar at konfrontere denne uretfærdighed. Det, vi som civil samfundsbevægelse kræver, er forandring - ikke velgørenhed.

Vi bekræfter, at humanitet er uafhængig af politik, men det er ikke det samme som at adskille de "gode" NGO´er fra de "slemme" regeringer, eller det civile samfunds "dyd" fra den politiske magts "unoder". Sådan en polemik er falsk og farlig. Ligesom ved slaveri og velfærdsrettigheder har historien vist, at humanitære spørgsmål affødt i et civilt samfund har haft indflydelse lige indtil, de når den politiske dagsorden. Men disse konvergenser burde ikke maskere de distinktioner, der eksisterer mellem det politiske og det humanitære system. Humanitære aktioner er kortsigtede, rettet mod begrænsede grupper og har begrænsede mål. Det er på én gang deres styrke og deres begrænsning. Det politiske kan kun tænkes langsigtet, som samfund bevæger sig. Humanitær handling er per definition universel. Humanitært ansvar har ingen grænser. Hvor end i verden, der er åbenbar lidelse, må det humanitære system svare som kaldet. Det politiske system kender derimod grænser, og det politiske svar på kriser vil variere, fordi der skal tages hensyn til historiske relationer, magtbalancer og alle parters interesser. Det humanitære samfund og det politiske system handler ikke i samme tid og rum. Det politiske systems tid og rum varierer på modstridende måder, og det er en anden måde at definere de grundlæggende principper for humanitær handling på: Nægtelsen af alle former for problemløsning på bekostning af de svage og sårbare - intet offer må blive tilsigtet diskrimineret eller ignoreret til fordel for en anden. Et menneskeliv af i dag kan ikke måles ved dets værdi i morgen, og lindring af lidelser "her" kan ikke legitimere, at man vender ryggen til lidelser "der". Begrænsede midler betyder naturligvis, at man må foretage et valg, men konteksten og begrænsningerne af handling ændrer ikke på fundamentet for den humanitære vision. Det er en vision som per definition må ignorere politiske valg.

I dag er der forvirring og iboende flertydighed i udviklingen af de såkaldt "militærhumanistiske operationer". Vi må igen kraftigt og klart fastslå principperne for en uafhængig civil humanisme. Og vi må kritisere den indgriben, der kaldes "militærhumanisme". Humanitære handlinger eksisterer udelukkende for at bevare liv - ikke for at udslette det. Vores "våben" er vores gennemsigtighed, vores intentioners gennemskuelighed, i lige så høj grad som vores medicin og vores kirurgiske instrumenter er det. Vores våben kan ikke være kampfly og tanks, selvom vi somme tider kan mene, at det er nødvendigt at anvende dem. Det humanitære er ikke militært, og det militære er ikke humant. Vi er ikke ens, vi kan ikke give indtryk af at være det, og vi kan ikke omskabes ens. Konkret er det grunden til, at vi nægtede at modtage fondsmidler fra NATO´s medlemslande til vores arbejde i Kosovo. Og det er derfor, vi var - og stadig er kritiske overfor NATO´s humanitære prædiken. Det er også derfor, vi godt kan arbejde side om side med væbnede styrker - men afgjort ikke under dem.

Debatten om "Droit d´Ingérence" ("Staters ret til indgriben med humanitære formål") er yderligere bevis på flertydigheden. Debatten forsøger at sætte det politiske spørgsmål om magtmisbrug på niveau med humanisme, og den forsøger at legitimere en militær sikkerhedsaktion gennem humanisme. Når man blander humanisme med behovet for offentlig sikkerhed, ser man uundgåeligt humanisme og sikkerhed som to alen af et stykke. Man må huske, at FN´s konventioner forpligter stater til at gribe ind - somme tider med magt - for at standse trusler mod international fred og sikkerhed. Det er unødvendigt og farligt at bruge en humanitær legitimering til dette formål. I denne weekend i Helsinki vil regeringer sætte sig ned for at fastslå etableringen af en europæisk hær, som skal stå til rådighed for humanitære formål. Vi appellerer til regeringer om ikke at gå længere ad denne farlige, tvetydige vej. Men vi opmuntrer også stater til at finde veje til at gennemtvinge offentlig sikkerhed, så international humanisme og menneskerettigheder vil blive respekteret.

Humanitær handling følges af begrænsninger og kan ikke være en erstatning for definitiv politisk handling. I Rwanda, tidligt i folkemordets periode, krævede MSF folkemordet stoppet med magt. Og det samme gjorde Røde Kors. Det var dog et nødråb, der mødte institutionel lammelse, bekendelse til egeninteresser og fornægtelse af det politiske ansvar for at stoppe en forbrydelse, som "aldrig mere" måtte finde sted uden at blive bekæmpet. Folkemordet var overstået inden FN´s " Operation Turquoise" var begyndt.

Jeg ønsker nu at præsentere jer alle for en kvinde, Chantal Ndagijimana. Hun mistede 40 familiemedlemmer under folkemordet i Rwanda. I dag er hun en del af vores hold i Bruxelles. Hun overlevede folkemordet, men ligesom en million andre overlevede hendes mor og far, brødre og søstre ikke. Og det gjorde flere hundrede af vores lokale medarbejdere heller ikke. Jeg var leder af MSF´s mission i Kigali på det tidspunkt. Ingen ord kan beskrive det mod, der kendetegnede vores lokale medarbejderes indsats. Ingen ord kan beskrive den rædsel, de døde i. Og ingen ord kan beskrive den sorg, jeg selv og alle i MSF altid vil bære.

Jeg husker, hvad en af mine patienter sagde til mig i Kigali: "Ummera, ummera- sha". Det er en talemåde fra Rwanda, der frit oversat betyder " mod, mod, min ven - find dit mod og lad det leve". Det blev sagt til mig på vores hospital i Kigali af en kvinde, som ikke blot var blevet angrebet med en machete, men også havde fået sin krop rationelt og systematisk skamferet. Hendes ører var skåret af. Og hendes ansigt var så omhyggeligt vansiret, at der var et tydeligt mønster i sårene. Flere hundrede kvinder, børn og mænd blev bragt til hospitalet den dag - så mange at vi måtte lægge dem ude på gaden. I mange tilfælde opererede vi dem på stedet, så rendestenene omkring hospitalet bogstavelig talt flød med blod. Hun var én blandt mange, der gennemlevede umenneskelige og ubeskrivelige lidelser. Vi kunne ikke gøre andet for hende på det tidspunkt end at stoppe blødningerne med nogle få nødvendige sting. Vi blev totalt overvældet, og hun vidste, at der var så mange andre. Hun vidste, og jeg vidste, at der var så mange andre. Hun sagde til mig med den klareste stemme, jeg nogensinde har hørt: "Allez allez . ummera, ummera-sha" - " Gå min ven, gå og find dit mod og lad det leve".

Dette er nøjagtigt det, der er blevet bekræftet med etableringen af den internationale domstol for både det tidligere Jugoslavien og Rwanda. Det er også det, der er blevet bekræftet med etableringen af love for en international domstol. Det er væsentlige skridt. Men i dag - 50-årsdagen for den universelle deklaration af menneskerettighederne - eksisterer retten endnu ikke, og principperne er kun blevet stadfæstet i tre lande det sidste år. Med det tempo vil det tage 20 år, før domstolen bliver en realitet. Hvad venter vi på? Hvad end de politiske omkostninger ved at skabe retfærdighed i en sammenslutning af lande måtte være, kan og vil MSF skrive under på, at de menneskelige omkostninger ved lovløshed er umulige at bære.

Kun lande kan indgyde respekt for humanitær lov. Og den indsats må ikke blot være symbolsk. Bosnien var tilsyneladende en sikker havn, hvor vi var repræsenteret som MSF. FN var også repræsenteret. FN sagde, de ville beskytte. Man havde "blå hjelme" på stedet. Og FN så stiltiende til, da indbyggerne i Bosnien blev massakreret.
FN´s dødelige forsøg på at gribe ind i det tidligere Jugoslavien og Rwanda, der kostede flere tusind menneskeliv, taget i betragtning, protesterer MSF mod militær indgriben, der ikke garanterer sikkerhed gennem ansvar og gennemsigtighed. MSF ønsker ikke militære styrker, der vil vise, at de kan slå flygtningetelte op hurtigere end nødhjælpsorganisationer. FN´s militære operationer skal bruges til at udføre regeringers politiske beslutninger, som skal beskytte ofres rettigheder.

Hvis FN´s militære operationer skal beskytte den civile befolkning i fremtiden, må FN sætte sig udover generalsekretærens dårlige "jeg beklager"- undskyldninger om Bosnien og Rwanda. Der må laves en reform om FN´s fredsbevarende operationer. Sikkerhedsrådets medlemsstater skal stå til offentligt ansvar for de beslutninger, de stemmer for eller imod. Vetoretten skal reguleres. Og medlemsstaterne skal være forpligtede til at sikre, at der er tilstrækkelige midler til rådighed til at implementere de beslutninger, de tager.

Ja, humanitære handlinger har begrænsninger. De har også et ansvar. Det handler ikke kun om korrekt opførsel og teknisk optræden. Det er først og fremmest et spørgsmål om etik og moral. Humanitære handlingers moralske intention skal konfronteres med sine faktiske resultater. Og her må enhver form for moralsk neutralitet om hvad, der er godt, afvises. Et negativt resultat, der må afvises, er brugen af det humanitære system til at støtte tvungen migration i Etiopien i 1985, eller brugen af det humanitære system til at støtte et regime, der praktiserede folkemord i Gomas flygtningelejre i 1996. Sommetider er tilbageholdenhed nødvendig for, at det humanitære system ikke bliver brugt mod en befolkning i krise.

For nylig, i Nordkorea var vi den første uafhængige nødhjælpsorganisation, der fik adgang i 1995. Men vi valgte alligevel at forlade landet i efteråret 1998. Hvorfor? Fordi vi kom til den konklusion, at vi ikke kunne hjælpe frit og uafhængigt af politisk indflydelse fra statsmagten. Vi opdagede, at de mest sårbare sandsynligvis ville forblive sårbare, fordi fødevarehjælp bliver brugt til at støtte et system, som først og fremmest skaber sårbarhed og sult for millioner. Vores humanitære hjælp skal gives uafhængigt med frihed til at vurdere situationen, yde nødhjælp og overvåge hjælpen, så de mest sårbare får hjælp først. Nødhjælp må ikke maskere årsager til lidelse. Og det må ikke blot være et internt eller udenlandsk politisk værktøj, som snarere skaber end imødekommer menneskelig lidelse. Hvis det er tilfældet, må vi konfrontere dilemmaet og overveje tilbageholdenhed som den sidste af dårlige løsninger. Som MSF sætter vi hele tiden spørgsmålstegn ved den humanitære hjælps grænser og flertydighed - især når den stiltiende underkaster sig staters og bevæbnede styrkers interesser.

I sidste uge gav den amerikanske kongres tilladelse til at sende fødevarer direkte til oprørene i Sydsudan. Det er en forkert opfattelse af humanitært arbejdes betydning og intentioner. Den gør mad til brændstof for krige. Og det er en forsømmelse af landenes pligt til at bruge ethvert politisk middel til at gøre noget ved en 17 år lang krig, som har kostet millioner livet. Borgerkrigen i Sudan i dag er et menneskeligt mareridt, hvor millioner drives på flugt og risikerer sult og sygdom, hvor mennesker bliver bombet, udplyndret konstant og endda gjort til slaver, mens olieindustriens interesser bliver beskyttet. De humanitære handlemuligheder er så alvorligt begrænsede, at de kun eksisterer på papiret, mens vi og andre nødhjælpsorganisationer og FN-afdelinger kæmper for at yde humanitær nødhjælp og beskyttelse. Er brugen af mad til at opildne denne krig den eneste politiske mulighed? Fødevarehjælp eller humanitær nødhjælp - hvis det får lov at være dette - må ikke være statsmagtens værktøj. I dette tilfælde må vi fordømme den slags perfide brug af mad, som fordrejer meningen med humanitær nødhjælp. Hvis den politiske magt kamuflerer sig i én ambulance, er det helt sikkert, at der også vil blive skudt på en anden ambulance. Og ligeledes; hvis mad tillades som krigsvåben, legitimerer det også, at udsultning af befolkninger bruges som krigsvåben.

Uafhængig humanisme er en daglig kamp for at hjælpe og beskytte. I langt den største del af vores projekter ydes hjælpen uden for mediernes søgelys og væk fra de politisk magtfuldes opmærksomhed. Hjælpen udøves dybt og intimt i et dagligt slid i verdens glemte krige og kriser. Utallige afrikanske folkeslag lider på et kontinent, der er rigt på kultur og naturens egne ressourcer. Flere hundrede tusind af vores medmennesker er tvunget til at forlade deres land og familie for at søge efter arbejde, mad, sørge for uddannelse til deres børn og for at overleve. Mænd og kvinder sætter livet på spil på illegale sørejser blot for at ende i et flygtningecenter, der minder om helvede, eller knapt nok overleve i periferien af vores såkaldt civiliserede verden.

Vores frivillige og ansatte lever blandt mennesker, hvis værdighed der begås vold mod hver eneste dag. Disse frivillige vælger at bruge deres frihed til at gøre verden et mere tåleligt sted. På trods af store diskussioner om verdensordenen handler humanitær hjælp om én eneste ting: Individer der rækker ud efter andre, som lever under meget vanskelige forhold. Og de forbinder ét menneske ad gangen, syr ét menneske ad gangen og vaccinerer ét menneske ad gangen. Og for MSF, der arbejder i mere end 80 lande, hvoraf over 20 er konfliktramte, betyder det også at fortælle verden om den uretfærdighed, man ser. Alt dette gøres i det håb, at perioder med vold og ødelæggelse ikke vil fortsætte i det uendelige.

Når vi modtager denne ekstraordinære ære, vil vi gerne atter takke Nobelpriskomiteen for dens anerkendelse af retten til humanitær hjælp verden over, for dens anerkendelse af den vej MSF har valgt at gå, som er at eksistere sammen med en etik, der fornægter, at forblive åbenhjertige og tro mod kernen i principperne for frivilligt arbejde: Upartiskhed og troen på at ethvert menneske skal anerkendes for hans eller hendes eksistens. Det er de frivillige og de nationale nødhjælpsarbejdere, som kæmper hver dag for at gøre disse idealer til konkret virkelighed og som har bragt i det mindste en lille smule fred til dem, der har oplevet enorm lidelse og som er MSF´s levende virkelighed: En gang til, tak!

+++++

Oversættelse /ls