Hvad laver vi

 

Hiv/aids: Retten til behandling

I 2001 måtte en gruppe medicinalfirmaer opgive at lægge sag an mod Sydafrikas regering. Sagen opstod, da regeringen tillod brugen af billige kopiprodukter til behandling af aids-syge. Her fejrer sydafrikanske den første sejr i kampen for behandling. I midten aktivister Zackie Achmat. Foto: © Lori Waselchuk.

I løbet af 1990´erne begyndte man at behandle aids-patienter i den rige del af verden. Medicinen eksisterede, men den var for dyr for de fattige lande. Det blev en mærkesag for Læger uden Grænser at bekæmpe denne "medicinske apartheid" og sikre, at alle mennesker, uanset indkomst, kan få den nødvendige medicin. Samtidig begyndte en helt ny politisk udvikling i Afrika.

En stribe nye græsrodsbevægelserne opstod og deres dagsorden var åbenhed om sygdommen og ret til behandling. I Sydafrika, et af de hårdest ramte lande i verden, dannede aktivisten Zackie Achmat i 1998 Treatment Action Campaign (TAC), som blev en nøglespiller i kampen for medicinsk behandling. Da Zackie Achmat selv blev syg, nægtede han i en lang periode at tage medicin i solidaritet med alle de ukendte, der hver dag døde, fordi de ikke fik behandling. Han sørgede for, at der dagligt blev udsendt videofilm fra hans sygeleje, så offentligheden kunne følge med i hans lidelser.

I mange andre afrikanske lande opstod hiv / aids-bevægelser, hvor aktivisterne arbejdede med livet som indsats. Dels var de selv syge, dels kæmpede de mod udstødelse og trusler på grund af deres sygdom og endelig mod politiske systemer, hvor der sjældent var tradition for fri debat. I dag har den afrikanske paraplyorganisation for aids-organisationer, PATAM, medlemmer i blandt andet Burundi, Cameroon, Etiopien, Ghana, Kenya, Malawi, Mozambique, Nigeria, Rwanda, Sydafrika, Swaziland og Togo.

Mange steder er det en voldsom melding i sig selv at fortælle, at man er hiv-positiv. Andre steder går bevægelserne direkte til angreb på religiøse og kulturelle fordomme, som f.eks.bevægelsen
Positive Muslims i Sydafrika.

Prisen for et liv
Fra 1999 har organisationer over hele verden - med Læger uden Grænser som en frontløber - kæmpet indædt for at få medicinalindustrien til at sænke priserne på aids-medicin og samtidig lempe de internationale handelsaftaler, så de fattige lande kunne få lov at importere billig kopimedicin. Det lykkedes i første omgang, men i november 2006 advarede formand for Læger uden Grænser i Danmark, Søren Brix Christensen, om at kampen ikke er forbi:
"Medicinalindustrien accepterede efter mange års indædt modstand at sænke prisen på førstegenerationsmidler. Men man kunne få den mistanke, at nu skal pengene kradses ind et andet sted. For andengenerationsmidlerne koster ti gange så meget som førstegenerationsmidlerne - en uoverstigelig økonomisk byrde i de fleste ulande.

Det var en lang og sej kamp med industrien at billiggøre den oprindelige medicin. Men nu gentager historien sig for andengenerationsmidlerne. Nu skal vi i gang med slagsmålet igen. Kunne man ikke én gang for alle definere politisk, at ethvert produkt til livsforlængende behandling af hiv-patienter obligatorisk skulle markedsføres billigt i de fattigste lande?

De syge var bedre tjent med, at vi læger brugte vores kræfter på at hjælpe patienterne, i stedet for at slås med medicinalindustrien."

Læs hele Søren Brix Christensens kronik

Flere informationer om Læger uden Grænsers kampagne for behandling til alle

Se også Tabu og moral og Aids: Menneskelig lidelse og økonomisk ruin

+++++

/kl