Medicinsk leksikon

Tyfus

Beskrivelse af sygdommen
Tyfus er en smitsom og potentielt dødelig febersygdom, der skyldes bakterien Salmonella typhii. Paratyfus minder meget om tyfus, men skyldes infektion med Salmonella paratyphii.

I modsætning til andre Salmonella-bakterier kan S. typhii og S. paratyphii kun inficere mennesker, og smitten kommer derfor altid fra et menneske til et andet. Smitten kan overføres gennem fødevarer og forurenet drikkevand - både fra en syg, men også fra en person, der bærer bakterien, uden at han/hun har symptomer - en rask smittebærer. I nogle tilfælde kan en smittet blive kronisk bærer af sygdommen og vil således altid udskille tyfus-bakterier gennem afføringen.

Inkubationstiden - fra smitte til sygdomsudbrud - er normalt 10 til 20 dage. Sygdommen kan begrænse sig til tarmens slimhinde, men oftest trænger bakterien ind igennem tarmslimhinden til det underliggende væv. Og hvis immunforsvaret ikke formår at standse infektionen her, formerer bakterien sig og spredes gennem blodbanen, hvilket giver de første sygdomstegn i form af feber. Siden hen inficeres knoglemarv, lever og galdeveje, hvorfra bakterierne udskilles til tarmindholdet og dermed afføringen.

Sygdomsforløbet forløber typisk i to faser. I den første, som varer ca. en uge, får den smittede feber, hovedpine, madlede, hoste og forstoppelse - børn har ofte opkastninger og diarré. Også udslet kan forekomme.

I den anden fase, som forløber i anden og tredje uge efter smitten, er infektionen fremskreden i tyndtarmen, og den smittede vil få høj feber, være sløv og i visse tilfælde også mentalt forvirret og bevidsthedspåvirket. Desuden lider den smittede af diarré - ofte med blodigt indhold.

Ubehandlet har tyfus en dødelighed på cirka 20 procent, der skyldes komplikationer som tarmblødninger, tarmperforationer (gennemhulning af tarmvæggen der kan forårsage livstruende bughindebetændelse) eller spredning af tyfus-bakterier til andre vitale organer. Ved klassisk tyfus er symptomerne meget karakteristiske, og diagnosen kan stilles ud fra sygdomsbilledet. Endelig diagnose skal dog stilles efter dyrkning af tyfus-bakterier fra blod-, afførings- eller urinprøver.

Tyfus kan behandles, men indsatsen skal ske hurtigt, for at forhindre de livstruende komplikationer, og behandlingen skal altid finde sted på hospital eller sundhedsklinik af professionelt personale.

Tab af væske og salte bliver behandlet med væske- og elektrolytterapi, og tyfus-bakterien bekæmpes med antibiotika, oftest ciprofloxacin. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at give behandlingen intravenøst (direkte i blodbanen) gennem et drop. For at forebygge smittespredning, skal den syge isoleres. Der ses som regel først effekt af behandlingen efter flere dage.

Der findes også en effektiv vaccine mod tyfus - en levende, svækket vaccine i kapselform - og en vaccine bestående af oprensede sukkerstoffer fra bakteriens kapsel til indsprøjtning. Vaccinerne beskytter cirka 70 procent, og varigheden strækker sig over et til tre år, afhængigt af vaccinen.

Sygdommens udbredelse
Tyfus forekommer over hele verden, enten konstant (endemiske områder) eller som egentlige udbrud af epidemier. Selv om tyfus især findes i Afrika, Asien og Syd- og Mellemamerika, er udbredelsen ikke relateret til det varme klima, men derimod til almen hygiejne og sanitære forhold som for eksempel kloakering. Derfor udbryder epidemier ofte i kølvandet på krigshandlinger, menneskeskabte katastrofer og naturkatastrofer, hvor mange mennesker må leve under uhygiejniske vilkår, hvor netop vand- og sanitetsforholdene er mangelfulde. Verdenssundhedsorganisationen WHO skønner, at det årlige antal af tilfælde er ca. 16 millioner med 600.000 dødsfald. I Danmark anmeldes cirka 25 tilfælde årligt, hvoraf næsten alle er smittet i udlandet.

Læger uden Grænsers indsats
Da tyfus smitter fra menneske til menneske via føde eller drikkevand, er hygiejne og sanitære forhold afgørende for smittespredningen. Derfor forebygger Læger uden Grænser (MSF) ikke kun med vaccinekampagner og med behandling af de allerede smittede. Er der konstateret flere smittede i et område, er det mindst lige så vigtigt at sørge for rent drikkevand, at forbedre de sanitære forhold og for at informere befolkningen om god hygiejne - specielt i forbindelse med omgang med fødevarer - og pårørende til en smittet bliver desuden undersøgt med dyrkning af afføringsprøver for at finde eventuelle raske smittebærere. Viser det sig, at andre medlemmer af familien er smittebærere, behandles de med antibiotika.