Medicinsk leksikon

Stivkrampe

Beskrivelse af sygdommen
Stivkrampe er en potentielt dødelig infektionssygdom, der skyldes giftstoffet, tetanospasmin, som dannes af bakterien Clostridium tetani. Bakterien er meget normal i naturen og findes blandt andet i jorden og i kreaturgødning. Smitte kan for eksempel ske gennem en hudlæsion (sår eller lignende), der er forurenet med jord.

I udviklingslandene er det dog stivkrampe hos nyfødte, der oftest forekommer. Det nyfødte barn kan blive inficeret, hvis moderen ikke er vaccineret, hvis de hygiejniske forhold er ringe, og hvis navlestrengen for eksempel skæres eller klippes med instrumenter eller andet, der ikke er sterile. Modtager et smittet barn ikke behandling, dør 95 procent af stivkrampe - selv om barnet modtager behandling, er dødeligheden på mellem 20-90 procent.

Stivkrampe hos nyfødte viser sig omkring en uge efter fødslen. Hos voksne er inkubationstiden - tiden fra smitte til symptomerne viser sig - almindeligvis en til to uger, men kan også være længere.

Symptomerne skyldes bakteriegiftens påvirkning af nervesystemet, hvilket viser sig ved muskelstivhed og kramper. Tyggemusklerne blive stive, og det kan være vanskeligt at åbne munden (trismus). Efterhånden opstår der smertefulde sammentrækninger i mave-, ryg- og nakkemuskler, og ryggen kan bues bagover. Ansigtets muskler spændes i dybe panderynker, og mundvigene trækkes ud til siden. Det bliver svært at synke og trække vejret, dog er den smittede ved fuld bevidsthed. Nogle får desuden feber, og blodtrykket samt hjertets rytme kan blive påvirket. Når åndedrætsmusklerne påvirkes tilstrækkeligt, er situationen livstruende. Overlever den smittede kramperne, går der yderligere nogle uger, før muskelfunktionen bliver normal.

Vaccination mod stivkrampe er effektiv. Virkningen holder i omkring 10 år. Er et menneske smittet behandles vedkommende under optimale omstændiggheder med tetanusserum, antibiotika og muskelafslappende medicin - i svære tilfælde lægges den smittede også i respirator for at opretholde åndedrætsfunktionen.

Sygdommens udbredelse
Bakterien findes i jorden over hele verden og kan derfor ikke udryddes. Bakterien er meget hårdfør, fordi den har evne til at danne såkaldte sporer, der tåler både varme og udtørring. Sporerne kan aktiveres efter flere år, hvis de kommer ind i et varmt og næringsrigt miljø. De udvikler sig da til aktive bakterier.

Sygdommen er hyppigere i fattige lande, hvor nyfødte og uvaccinerede personer kan få infektionen, og dødeligheden er meget høj. Mangel på rent vand, dårlige sanitære forhold og akutte krise- og katastrofesituationer øger risikoen for stivkrampe infektioner.

Læger uden Grænsers indsats
På Læger uden Grænsers (MSF) projekter behandles mennesker, der er i fare for at udvikle sygdommen og dem med faktiske symptomer af professionelt, medicinsk personale.

Diagnosen stilles på baggrund af symptomerne, og er de til stede, skal den smittede med det samme under intensiv behandling med tetanusserum for at uskadeliggøre bakteriegiftene, antibiotika og muskelafslappende midler der kan hæve kramperne. Desuden skal eventuelle sår renses grundigt, og vi vaccinerer den smittede - ofte sammen med en difterivaccination.

Behandlingen i akutte tilfælde sigter mod at opretholde kroppens funktioner i den tid som sygdomsforløbet varer, normalt i to-tre uger.