Medicinsk leksikon

Meningitis (hjernehindebetændelse) 

Beskrivelse af sygdommen
Meningitis er en infektion af hjerne- og rygmarvshinderne, som kan skyldes både bakterier og vira. Den spredes gennem udåndingsluft - ved dråbesmitte.

Bakteriel meningitis, specielt den der er forårsaget af meningokokker (meningokok-meningitis), har en dødelighed på næsten 50-80 procent, hvis den ikke hurtigt behandles med antibiotika. Og på trods af selv en hurtig og rigtig behandling, er der stadig fem-15 procent, der dør af sygdommen eller får varige skader på centralnervesystemet - ofte i form af døvhed, hjerneskader og lammelser.

Viral meningitis, det vil sige meningitis, der skyldes en virusinfektion, er sjældent farlig, kan ikke behandles og går over af sig selv.

Meningokok-meningitis er specielt farlig, fordi den i løbet af meget kort tid ikke alene kan være dødbringende for den smittede, men også kan danne grundlag for epidemier i modsætning til andre kendte årsager til meningitis.

Meningokok-meningitis findes i flere varianter (A, B, C, D, 29E, H, I, L, X, Z og Y), men i Saudi Arabien og i Burkina Faso, Tchad samt Nigeria i Afrika forekommer yderligere en variant (W135), der har givet anledning til alvorlige meningitisepidemier. 

Meningokok-bakterien kan være en del af bakteriefloraen i næsen og svælget hos nogle raske smittebærere - mennesker der ikke selv bliver syge, fordi de har en enten naturlig eller tilegnet immunitet overfor bakterien. De kan dog smitte andre, og det er ofte tilfældet i tørketiden fra december til februar i mange lande i det såkaldte meningitisbælte, der dækker et bredt bælte af afrikanske lande syd for Sahara.

Overføres meningokok-bakterien til en ikke-immun person, inficerer den slimhinderne i næse og svælg, hvor den formerer sig meget hurtigt. Senere spredes meningokok-bakterien via blodbanen til rygmarv og hjerne, hvor den øjeblikkelig påvirker de omkringliggende bløde hinder. Den normalt klare spinalvæske, der omgiver hjernen i kraniet og rygmarven i rygmarvskanalen, bliver uklar og mere tyktflydende, og det indvendige tryk i kraniet stiger. Desuden fører meningokok-bakterier i blodbanen til choktilstand på grund af et ofte drastisk fald i blodtrykket og til blødninger i huden, der resulterer i et for sygdommen karakteristisk hud udslæt.

For at kunne stille diagnosen, meningitis, udfører man en lumbalpunktur, hvor der gennem en kanyle udtages væske fra rygmarven til mikroskopisk undersøgelse. Desuden udtages blodprøver, der også undersøges mikroskopisk.

Under et meningitisudbrud eller en epidemi er der dog ikke tid eller ressourcer til at foretage en lumbalpunktur på alle potentielt smittede personer, og MSF's læger diagnosticerer derfor klinisk på baggrund af de givne symptomer. Har en person høj feber (39-40 grader) kombineret med mindst tre af de følgende symptomer: nakkestivhed, hovedpine, opkastninger, kramper, dyb bevidstløshed eller småblødninger og udslæt i huden, betragtes vedkommende som værende smittet med meningitis og bliver behandlet derefter.

Sygdommens udbredelse
Meningokok-meningitis forekommer endemisk - det vil sige naturligt forekommende - i de fleste lande i verden med forholdsvis få registrerede tilfælde fra tid til anden. Men specielt i meningitisbæltet udbryder der med jævne mellemrum store epidemier, der rammer mange tusinde mennesker og truer et langt større antal. I Afrika er omkring 300 millioner mennesker i risiko for at blive syge, og hvert år dræber bakteriel meningitis flere end 170.000 mennesker.

Læger uden Grænsers indsats
Vaccinationskampagner mod meningitis rettes normalt mod personer i alderen 2-30 år. Voksne og ældre har ofte opbygget en naturlig immunitet over årene. Helt små børns immunsystem reagerer sjældent godt på vaccine, men hvis alle større børn og andre i omgangskredsen er vaccineret, vil de yngste opnå en vis grad af beskyttelse, da smittemulighederne er nedsat.

Der findes en effektiv vaccine til at bekæmpe meningitis i Afrika, men landene i det afrikanske meningitisbælte har ikke råd til at betale for den. Derfor arbejder Læger uden Grænser (MSF) for, at verdens rige lande og internationale organisationer sætter midler af til at sikre et tilstrækkeligt stort lager af vacciner til at dække også det afrikanske behov.

MSF arbejder også for, at medicinalindustrien forsker og udvikler de nødvendige vacciner til en overkommelig pris for de fattige lande. Der er ved at blive udviklet en multistrenget vaccine, der dækker alle kendte meningokok-bakteriestammer til brug i de afrikanske lande. Den er dog tidligst klar i 2008.

Indtil vaccinen er færdig, skal epidemier i Afrika fortsat bekæmpes med hurtige massevaccinationer med den 3-strengede vaccine (ACW135), som GlaxcoSmithKline (GSK) udviklede efter meningitisepidemien i 2002 på opfordring fra blandt andre Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Og allerede i 2003 blev vaccinen brugt til at bekæmpe en ny meningitisepidemi (W135) i Burkina Faso.

På trods af at vaccinen er effektiv og billig, er finansieringen et tilbagevendende problem, og MSF står derfor fast ved, at det fortsat er nødvendigt at afsætte midler til indkøb af vaccinen til de afrikanske lande, der ikke selv har råd til den.

MSF kæmper fortsat for at gøre livsnødvendig vaccine tilgængelig for de udsatte. Og igennem de sidste ti år har MSF begrænset meningitis epidemier i Angola, Burkina Faso, Cameroun, den Centralafrikanske republik, Niger, Tchad, Rwanda, Burundi og Etiopien. MSF vaccinerer hvert år mellem 3 og 5 millioner mennesker mod meningitis.