Medicinsk leksikon

Marburg

Beskrivelse af sygdommen
Marburg-sygdom skyldes infektion med filo-virus og er nært beslægtet med Ebola.

De fleste tilfælde af smitte er opstået efter kontakt med aber fra Afrika eller Filippinerne, men det egentlige reservoir er ikke fundet, og præcis hvordan smitten overføres fra dyr til menneske er stadig usikkert.

Direkte kontakt med et smittet dyrs
væv, blod eller sekreter menes dog at udgøre en alvorlig risiko. Overførsel fra menneske til menneske sker for eksempel ved laboratorieuheld, hvor en person kommer i tæt kontakt med en smittets sekreter eller ekskreter eller har åbne læsioner, der kommer i direkte kontakt med den smittedes blod. Sygdommen kan ligeledes overføres gennem slimhindekontakt, det vil sige ved kys og ubeskyttet samleje. Marburg-sygdom har en dødelighed på mellem 85 procent og 95 procent.

Inkubationstiden - det vil sige tiden fra smitte til de første symptomer viser sig - er normalt mellem 5 og 10 dage. De første symptomer er pludselig høj feber, muskelsmerter og hovedpine, der ofte følges af kvalme, opkastninger, mavesmerter og diarré. Men også symptomer i luftvejene i form af hoste, brystsmerter og betændelse i svælget er typiske. Overfølsomhed overfor lys og betændelse i lever, øjets bindehinde, bugspytkirtlen og i lymfekirtlerne er andre kendte symptomer. Inficerer virus centralnervesystemet, optræder den smittede forvirret, døsig og kan gå i koma (dyb bevidstløshed). Efter yderligere et par dage forårsager Marburg-sygdommen både indre og ydre blødninger og kan medføre svigt i vitale indre organer med døden til følge.

Der findes ingen specifik behandling eller vaccine mod Marburg-sygdommen, og behandlingen af smittede består hovedsalig i almindelig sygepleje. For at stille en diagnosen skal virus konstateres i i en blodprøve og eventuelt med vævsprøver fra leveren.

For de, der ikke dør af Marburg-sygdom, er restitueringsperioden - den tid det tager at komme sig over sygdommen - ofte lang og ledsages af betændelsestilstande i rygmarven, nervebanerne, leveren, det indre øje, spytkirtlerne og i testiklerne. Leverbetændelsen (hepatitis) vil ofte være vedvarende.

Sygdommens udbredelse
Marburg-virusset stammer fra Afrika, og man mener, at områder i Uganda, det vestlige Kenya og måske også Zimbabwe kan være mulige oprindelsessteder. Det er forholdsvis sjældent, der registreres tilfælde af Marbug-smittede, og tilfældene forekommer i få begrænsede områder.

Et udbrud i Europa i 1967 skyldtes kontakt med importerede aber fra Uganda, og der blev ikke registreret tilfælde indtil 1975, hvor en rejsende blev syg i Johannesburg efter sandsynligvis at være blevet smittet i Zimbabwe. Personen smittede sin rejseledsagerske og en sygeplejerske. I 1980 registreredes endnu to tilfælde - det ene i det vestlige Kenya og et andet i Nairobi. I 1987 døde en ung mand af Marburg-sygdommen efter at have rejst i det vestlige Kenya. Og i 1998 var der udbrud af sygdommen i DR Congo. I 2005 var der et større udbrud i Uige provinsen i det nordøstlige Angola.

Læger uden Grænsers indsats
Som nævnt findes der ingen behandling eller vaccine mod Marburg-sygdommen, og Læger uden Grænsers (MSF) indsats i forbindelse med sygdomsudbrud omfatter derfor en række praktiske tiltag som dels skal identificere og adskille potentielt smittede fra raske og sørge for lindrende medicinsk behandling af de smittede på specielt oprettede isolationsafdelinger. MSF hold gennemfører også epidemiologiske undersøgelser og laboratoriearbejde for at diagnosticere eventuelle nye tilfælde.

Endelig sørger MSF for at sikre rene vand- og sanitetsforhold og sidst men ikke mindst for uddannelse af det lokale sundhedspersonale i de strenge regler for bio-sikkerhed, der skal overholdes i omgangen med laboratorietests og i plejen af de smittede for at forhindre yderligere smitteoverførsel.