Medicinsk leksikon

 

Difteri

Foto: © Steve Sandford/MSF

Beskrivelse af sygdommen
Difteri er en akut luftvejsinfektion, der fremkaldes af bakterien, Corynebacterium dihtheriae. Infektionen er alvorlig og har en høj dødelighed selv i vesteuropæiske lande. Difteri overføres fra person til person gennem såkaldt dråbesmitte, hvor sekreter fra næsen eller svælget hos den smittede spredes - for eksempel ved hoste og nys. I sjældne tilfælde kan smitten også overføres gennem spyt.

Bakterierne inficerer slimhinden i svælget, næsen og/eller struben, hvor de formerer sig og udskiller et toksin (giftstof). I takt med at bakterien og toksinet ødelægger slimhinden, dannes der tykke belægninger, og der opstår en svær halsbetændelse. De membranagtige belægninger i halsen kan efterfølgende løsne sig og blokere luftvejene, så der opstår åndenød og eventuelt kvælningsanfald.

Bakteriens toksin føres med blodbanen videre ud i organismen og medfører skader i hjertemusklen, i nyrerne og i nervesystemet med lammelser til følge, hvilket i værste fald kan medføre hjertestop og dermed døden.

Inkubationstiden - tiden fra en person er smittet til sygdommen bryder ud - er to til fem dage, og de første symptomer er smerter i halsen, hoste og besvær med at trække vejret, let feber, slaphed og mathed. Dødeligheden er høj specielt i fattige lande, hvor op mod 30 - 40 procent af difteri-smittede dør. I vestlige lande er dødeligheden på omkring 5-10 procent, især fordi sygdommen kan forveksles med andre infektioner i starten, og behandlingen derfor ikke bliver igangssat i tide. Hos de, der overlever infektionen, kan der være langtidsfølger i form af lammelser, specielt i ansigtet, og forstyrrelser i hjerterytmen kan kræve vedvarende medicinindtagelse.

For at stille diagnosen om difteri podes der fra halsen, som skal sendes til dyrkning på et laboratorium. Der findes en effektiv vaccine, som beskytter mod difteri-smitte i cirka 10 år.

Sygdommens udbredelse
Bakterien kan forekomme overalt i verden, men det er især i fattige og tætbefolkede områder, hvor ikke alle har fået difterivaccination, der er stor risiko spredning af sygdommen.

I begyndelsen og midten af 1990´erne blev mere end 50.000 mennesker syge af difteri i Rusland og i de baltiske lande. De senere år har der desuden været mindre epidemier i Sydøstasien.

I Danmark og andre vestlige lande er sygdommen meget sjælden, og der har ikke været epidemier siden 1940´erne, hvor difterivaccination blev indført. Men enkelte tilfælde kan stadig forekomme, da en mindre del af befolkningen ikke er fuldt vaccineret, og difteri kan indføres fra udlandet.

Difteri vil formentlig være svær at udrydde på verdensplan. Det skyldes blandt andet, at bakterien - ligesom kighostebakterien - kan spredes også blandt vaccinerede og raske personer.

Læger uden Grænsers indsats
Som tidligere nævnt findes der en effektiv vaccine, der beskytter mod difteri i cirka 10 år, og alle børn i Danmark tilbydes rutinemæssigt fire vaccinationer mod difteri gennem børnevaccinationsprogrammet. Disse vaccinationer ligger i dag sammen med stivkrampevaccinationerne. I fattige og tætbefolkede områder, hvor der er stor risiko for spredning af sygdommen, og hvor sådanne børnevaccinationsprogrammer ikke er indført, gennemfører Læger uden Grænser (MSF) store vaccinationskampagner blandt både børn og voksne.

Når det konstateres, at en person er difteri-smittet, er en hurtig indsats altafgørende for udfaldet af sygdomsforløbet. Tidlig behandling kan forhindre kvælningsfaren, muligheden for at udrydde bakterien er større, og dermed mindskes risikoen for at giftstoffet påvirker hjerte, nyrer eller nervesystem betydeligt.

I den egentlige behandling gives der et såkaldt antitoksin, som modvirker difteri-bakteriens giftstof. Herudover gives antibiotika for at udrydde selve bakterien, og den smittede bliver isoleret for at undgå yderligere spredning.