Medecins Sans Frontieres - Læger uden GrænserMedecins Sans Frontieres - Læger uden Grænser
 
NyhedsartiklerPressemeddelelserArtikler om udsendteInterviewDebatRejsebreveBlogsMultimedieRapporterJournalenMedicinsk leksikon
Dengue feber
Diarré
Difteri
Ebola
Gul feber
Hepatitis
Hiv/aids
Kolera
Malaria
Marburg
Meningitis
Mæslinger
Stivkrampe
Sovesyge
Trachoma
Tuberkulose
Tyfus
Underernæring
Leishmaniasis (kala azar)
Vesico-vaginal fistula (VVF)

Månedligt nyhedsbrev

Dagligt nyhedsbrev


Her arbejder vi

Til forside   Tip en ven   Print  



Bookmark and Share

Medicinsk leksikon

 

Dengue feber og dengue hæmoragisk feber



Foto: © MSF

Beskrivelse af sygdommen
Dengue feber er en smitsom febersygdom, der overføres med myg og skyldes et virus, der hovedsageligt findes hos mennesker. Dengue-virus mistænkes dog også for at kunne have visse menneskeaber som værter.

Dengue-virus overføres mellem mennesker ved en bestemt myg, Aedes egyptii, der også kan sprede gul feber, og som oftest holder til og formerer sig i beboede områder. Myggen stikker om dagen, og smitten sker, når en myg stikker et menneske, der har virus i blodet. Derved bliver myggen selv inficeret og kan nu sprede dengue-virusset til andre mennesker. Dengue-virus findes i fire nært beslægtede undergrupper.

Dengue feber er en alvorlig influenza-lignende sygdom, der både rammer små og store børn samt voksne, men den er sjældent dødelig. Symptomerne varierer efter, hvem der er blevet inficeret - små børn vil ofte få feber og udslæt, mens større børn og voksne oftest vil få symptomer som mild feber, andre igen oplever pludselig høj feber, kraftig hovedpine, smerter bag øjnene, muskel- og ledsmerter og udslæt.

Dengue hæmoragisk feber (DHF) er en potentiel dødelig komplikation af dengue feber. DHF ses hos omkring 0,2 procent af de patienter, der har infektionen for første gang og hos cirka 2 procent af de patienter, der tidligere har haft en dengue infektion, og er blevet smittet igen. 

 

DHF er karakteriseret ved høj feber (40-41 grader), hæmoragisk pneumoni (blødende lungebetændelse), forstørrelse af leveren og i alvorlige tilfælde fatale kredsløbsforstyrrelser. Den smittede risikerer at gå i chok, og døden indtræder oftest i løbet af 12-24 timer. Uden professionel medicinsk behandling, har DHF en dødelighed på omkring 20 procent, måske mere.

Der findes ingen vaccine eller anden forebyggende medicin mod dengue feber eller DHF, men Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har sat et stort arbejde i gang for at udvikle en effektiv vaccine. Et arbejde, der dog vanskeliggøres af, at der findes fire varianter af virusset. Der findes heller ingen medicin, som virker mod virus, hvorfor man må symptombehandle den smittede - oftest med væske- og salttilførsel.


Den endelige diagnose stilles ved at tage en blodprøve og påvise specifikke antistoffer mod dengue-virus. Disse antistoffer kan dog først påvises efter fem-seks dages sygdom.

Sygdommens udbredelse
Udbredelsen af dengue feber/DHF er vokset betydeligt i løbet af de seneste år og udgør i dag en trussel for 2,5 milliarder mennesker i flere end 100 forskellige lande.

 
Dengue feber er endemisk (naturligt forekommende) i mange tropiske og subtropiske områder, hvor den smitte-bærende myg lever. Udbrud af dengue feber forekommer i lande i omkring det østlige Middelhav, Sydøstasien, i tropiske og subtropiske områder i Afrika, i Sydamerika og i lande i det østlige Stillehavsområde. Udbrud af DHF forekommer i Asien, Caribien og lande i Syd- og Mellemamerika. Men menneskelige rejseaktiviteter kan medføre en kraftig spredning af sygdommene. WHO skønner, at der på verdensplan er omkring 50 millioner tilfælde af dengue feber om året.

Læger uden Grænsers indsats
Risikoen for at blive smittet med dengue feber er specielt stor, hvor mange mennesker lever tæt sammen under uhygiejniske forhold, hvilket ofte er tilfældet i fattige områder, i flygtningelejre og lejre for internt fordrevne. Uhensigtsmæssig opbevaring af drikkevand, manglende kloakering og utilstrækkelig renovation er alle faktorer, der giver den smitte-bærende myg talrige udklækningssteder.

Samtidig strømmer mennesker, der ikke er immune overfor virus, til endemiske områder, hvor de risikerer at blive smittet for første gang. Og de, der allerede har været inficeret med én type virus, risikerer at blive inficeret med en anden undergruppe og dermed at udvikle de potentielt dødelige former for dengue feber.

Da der ikke findes nogen vaccine eller medicin til behandling af dengue-virus, er forebyggelse en stor og vigtig opgave. Læger uden Grænser informerer derfor om smitterisici, hvor det især er vigtigt at fjerne eller tildække vandbeholdere, skåle og lignende, som myggelarver ellers kan udvikles i. Desuden informerer vi om brug af insektmidler.

Er et menneske allerede smittet, skal det symptombehandles af professionelt uddannet personale på et hospital eller sundhedsklinik. Har den smittede lidt store væsketab som følge af infektionen behandles med væske- og elektrolytterapi, ligesom man forsøger at holde de kendte symptomer på et acceptabelt leje og sørger for at holde følgerne af eventuelt tilstødende komplikationer nede.

 

Sidst opdateret: 14. sep 2007

 




Læs mere om dengue feber
Medicinsk leksikon
 
 

Læger uden Grænser (MSF)   Kristianiagade 8   DK-2100 København Ø   Tel:+45 39 77 56 00   E-mail: info@msf.dk   MSF på Facebook   Giro: 008 1000 Bank: 4190-0081000